mandag den 7. februar 2011

Kakerlakker og dykning

Bille

Solen begynder lige så stille at kigge frem om formiddagen, og vi nyder det rigtigt. Vi har fundet en helt ny gade, fuld af restauranter og tøjbutikker, kun 20 meter fra vores hotel. Igår forlod vi hotellet for at finde nogle dyremotiver at fotografere. Marie har nemlig specifikt bedt om nogle flere dyrebilleder! Vi faldt over en del forskellige dyr, men de mest interessante var faktisk inde på vores hotelværelse. Det er nemlig sådan at vi har to husdyr, som godt kan lide at bo bag ved vores toilet. De kommer kun frem om natten, og det var også netop midt om natten vi opdagede dem. Efter en aftalt skypedate med Lines bedsteforældre skulle vi lige på toilettet inden vi ville gå i seng igen. Midt på toilettet sad to fede kakerlakker! Så snart vi tændte lyset løb de om bag ved toilettet. Pludselig var der ingen, der skulle tisse mere. Kenneth sagde: "Jamen hvordan skal jeg kunne stå her og tisse, når jeg ved de kan springe frem hvornår det skal være". Det var så der Line måtte forklare ham, at hun rent faktisk skulle sidde med ryggen til uhyrene, hvis hun skulle lade vandet. Vi lukkede døren ud til toilettet og var sikre på at faren var ovre. Meeeenn... DuuDuDuuDu (Lyden fra dødens gab) - Kenneth vågnede med et sæt! En kakerlak, større end alle de andre vi indtil videre har set, sad midt på væggen. Kenneth sprang op af sengen og tændte lyset. Hvad efterfølgende skete har vi meget svært ved at beskrive. Kenneth påbegyndte en jagt på bæstet. Det er meget svært at fange noget man ikke har lyst til at røre. I kan måske forestille jer de hop og spjæt, Kenneths krop måtte igennem, da karkelakken begyndte at løbe efter skjul. Med Line sikkert og uden for fare oppe i sengen, kunne hun dirigere Kenneth ind i kampen. Men det hele havde heldigvis en lykkelig slutning - Kenneth fik fat i kakerlakken og den blev smidt udenfor. Hvordan kunne vi dog falde i søvn efter sådan en oplevelse. Pludselig lignede enhver skygge en kakerlak, og den mindste lyd fik os til at rykke tættere sammen. Med et begyndte det at regne. Det regnede meget voldsomt udenfor, og lyden af regn mod vores tag beroligede os. Og så var det selvfølgelig også tanken om at den store fede kakerlak nu sad ude i regnen, og skammede sig. 

Idag har vi været ude og dykke to gange. Meikie kunne desværre ikke komme med, da hun havde et vigtigt møde. Vi var 7 dykker i alt. Selvom vores certifikat kun giver os adgang til 18 meter dybe dyk, var vi faktisk helt nede på 21 meters dybde. Korallerne her i Filippinerne minder en smule om dem vi så i Thailand. Vi så mange sjove fisk og planter. Vi så også en nemofisk, som er fuldstændigt magen til "Nemo" i filmen. På andet dyk så vi en søhest. En søhest er ufatteligt dygtig til at kamuflere sig. Den ligner bunden, og har ikke flotte grønne eller blå farver. Det er ellers sådan man altid ser søhesten i tegnefilm. Kenneths misforstod vores guides håndsignal og var næsten ved at røre ved en giftig fisk. Hun nåede heldigvis at stoppe ham, og intet skete. Vandet er 26 grader, og det synes vi er MEGET koldt! Selvom vi fik en våddragt på hver, syntes vi begge det var lidt for koldt. Specielt Kenneth kunne ikke holde varmen. Da vi dykkede i Australien var vandtemperaturen på omk. 31 grader - det ku vi li!. Selvom vi brugte den første del af vores dag i vandet, synes guderne tilsyneladende ikke at vi har fået vand nok. Det er nemlig begyndt at regne rigtigt meget. Det gør ikke noget, for vi hygger os bare i tørvejr og nyder vores udsigt. Vi kan se alle de små fiskermænd som desperat forsøger at øse alt regnvandet ud af deres både. 


1 kommentar:

  1. Hej! Tak for alle de fantastiske fotos! Håber I har en god håndcreme med til Kenneth - det var da for vildt. Pas godt på hinanden, og dyk nu ikke for langt ned. Jeg har modtaget både dykkercertifikat og en stor pakke med posten, så alt er nået godt frem.
    Kærligst mor

    SvarSlet