Fra Down under mod Asien

Vores sidste aften på New Zealand blev brugt på lokalt besøg. Vi tog et smut forbi danske Birthe som har boet på New Zealand i 13 år. Kenneth havde hørt noget om at Vinnie (Kenneths gamle tysklærer) havde en søster bosat på New Zealand. Vi købte derfor en fin blomst og gik afsted mod Birthe, som ville give middag. Aftenen gik med hygge og snak, hvor vi hørte hvad der havde bragt Birthe her ned, samt om jordskælvet i september. Maden var super lækker, og var lige hvad vi havde brug for til at starte vores lange rejse tilbage til Asien. 

9000 km og 16 timer i flyveren, og så alligevel så langt fra Danmark. Vi er nu ankommet til Singapore, hvor vi i går måtte bo på hotelværelse da der ikke var plads på hostellerne i byen. Heldigvis var der plads i dag, og vi bor derfor nu på Travellers Inn, hvor personalet er rigtig venlige, samt der er gratis WIFI og morgenmad. Vi har i dag slappet af og sundet os lidt over den lange flyvetur. Men alligevel skulle vi allerede her til aften ud og lege turister. Vi har ikke så meget tid her i Singapore og derfor kan vejret ikke stoppe os. Nat Safari er et hit her, og det var rigtigt hyggeligt at køre med et lille tog igennem parken. Dog er vi meget forarvet over hvor larmene andre turister kan være. Hver gang de så det midste dyr, rejste de sig op i togvognen og nærmest råbte og skreg. Meget besynderlig opførsel efter vores smag. Det er åbentbart helt normalt hvis man kommer her fra Asien.

Vejret her i Singapore er helt forfærdeligt. Det regner, regner og regner. Ud fra hvad vi kan se på vejrprognoserne fra det meste af Asien, er det også hvad vi kan forvente os de næste 10 dage. Vi har derfor snakket om at vi skal have købt nogle paraplyer og evt. nogle regnjakker. Vi håber nu stadig at de hele vil gå i sig selv, så vi kan få noget solskins-badeferie.

Vores pas er tilbage

Det smagte helt fantastisk!

De sidste dage her på New Zealand bliver i Christchurch. I forgårs overnattede vi ved Lake Tekapo, hvor vi fik grillmad. Der blev samlet ind i bussen til aftensmad hvis man havde lyst. Det er rigtigt hyggeligt og man får meget for pengene når der bliver købt så stort ind. Der var alt fra kylling til burger, og også noget til alle de vegetare som åbentbart rejser rundt her nede. Næste morgen fortsatte vi så mod Christchurch. Der var for nogle måneder siden et jordskælv her i byen som har gjort at mange af hostellerne er lukket, samt bygninger er brast sammen eller revnet. Jordskælvet, som målte 7,0 på richterskalaen, indtræf heldigvis meget tidligt om morgenen. Dette var medvirkene til at ingen blev dræbt. Vores buschauffør fortalte, at det havde været katastrofalt hvis jordskælvet havde sket imens menneskerne var ude på gaden. Kun to mennesker blev alvorligt skadet - en fik en skorsten i hoved og en anden blev ramt af flyvende glasskår.Vi kan stadigvæk se tydelige tegn på jordskælvet. Man har siden da oplevet 2 store, og 800 mindre efterskælv. Vores chauffør var i byen da en af de to store efterskælv indtraf. Han kørte bus da det skete, og fortalte om at hvor bange han blev.Vi har dog ikke rigtigt bemærket noget. Vores buschauffør sagde ellers at vi højstsandsynligt ville mærke et. Det er nu rart nok at vi ikke skal tænke på den slags ting hjemme i lille Danmark. Man må sige at det er en del af New Zealændernes hverdag at naturen går amok.  

Da vi kom her til Christchurch var det vigtigste at få vores pas tilbage. Vi gik derfor hen til den første Postshop vi kunne finde, og spurgte til vores pas. Vi var så heldige at begge breve var i lige netop den postshop. Vi slap derfor for at rende rundt og lede efter dem. Og jubii - der var også et fint visum i passet. 

I aften skal vi mødes med Rasmus og Daniella en sidse gang imens vi er ude at rejse. Derefter tager vi mod Singapore og Filippinerne, og de tager til Thailand. Vi har i dag haft lidt spekulationer omkring vi skulle tage til Filippinerne eller ej, pga af vejret. Men det ser ud til at vejret i asien de næste uger bare står på regn. Vi bruger derfor vores flybilletter og ser hvordan tingene står til i Filippinerne. 

Resten af vores flybilletter er sådan set købt nu, og vi rejser derfor videre til Kina d. 17 februar hvor vi bliver ca. en måned. Vi er derfor tilbage i danmark d. 20 Marts.

  

Moeraki Boulders og pingviner

Vi er nu på østkysten af sydøen, og det er blevet noget mere fladt. Da vi kørte fra Queenstown forsvandt bjergene ligeså stille, men der blev alligevel ved med at være mange klipper. Vi overnattede i Dunedin, som ikke havde meget at byde på, udover en billig lækker buffet. Derefter kørte vi her til morgen mod Oamaru hvor vi skulle se pingviner. På vej nordpå kom vi forbi Moeraki Boulders, som er nogle kugleformede sten, der ligger ved kysten. Man ved ikke rigtigt hvor stenene kommer fra, eller hvordan de er blevet skabt. Der er dog flere forskellige teorier. De fleste sten ligger ude i vandet, men der kommer også stadig flere frem fra klitterne. Kenneth skulle have et billede på en af dem ude i vandet, men endte dog med at strande der ude i noget tid, til vandet var væk igen. Heldigvis fik han ikke våde fødder. 

Da vi ankom til Oamaru bestilte vi billetter til at kunne se pingvinerne kommer op, efter en hård dag. Men det var dog ikke rigtigt den store oplevelse som vi måske havde forventet. Pingvin kolonien er omringet af et center, hvor der bliver lavet undersøgelser og tjekket op på pingvinerne. Da vi sad og ventede ved solnedgang begyndte de små blå pingviner at komme frem i vandkanten. Vejret var hårdt, og de små dyr fik sig nogle ordentlige knubs ind mod klipperne. Pingvinerne er ret hårdføre og det så da ud som om de alle kom i land. Der var omkring 50-60 stykker som kom op imens vi så på. På vejen tilbage til Hostellet så vi dog også nogle enkle pingviner som ikke havde fundet den rette vej hjem, og lå derfor og tog en slapper under et træ, eller ved molen. Man må ikke tage billeder af pingvinerne, da blitz kan blinde dem. 

Heldagstur til Milford Sound

Milford Sound er flere gange blevet kåret til noget af det flotteste i New Zealand, og det skulle vi da heller ikke gå glip af. De fleste turister tager forbi fjorden, selvom den sjældent er værd at besøge. Folk bliver ofte skuffet da det regner rigtigt meget, ja faktisk 7000mm om året. Men heldigvis var vi meget heldige med vejret, som endte ud med at være helt perfekt. Vi havde dog nogle problemer undervejs da bussen punkterede. Faktisk eksploderede dækket - det så meget voldsomt ud. Vi holdt derfor stille i 1,5 time, mens en anden bus skulle komme fra Queenstown. Vi blev forsinket, og blev derfor booket på en båd en time senere end  planlagt. Landskabet man kører igennem for at komme til Milford Sound er rigtigt flot og bjergene skyder op over det hele. Da vi nærmede os fjorden begyndte sne og gletschere at komme frem på bjergtoppene. Hele vejen til fjorden var der overskyet og kedeligt, men da vi kom igennem en tunnel skiftede vejret til at være med en smule sol. Da vi først kom på båden var udsigten helt fantastisk. Vi sejlede hele vejen ud gennem fjorden og tilbage igen. Undervejs er der flere vandfald, og sæler holdt også til langs siderne. Det specielle ved Milford Sound er at bjergene starter fra bunden af fjorden, og fortsætter nærmest lodret helt op til 1600 meters højde. Fjorden er så dyb at skibene ikke kan ligge for anker. Bjergene ser umiddelbart ikke så høje ud, som de rent faktisk er. Men for eksempel fortalte kaptajnen at et af de mindre bjergene var højere end Empire State Buildings højde to gange. Det satte ligesom tingene i perspektiv. 

Da vi kom tilbage til Queenstown mødtes vi med Daniella og Rasmus. Queenstown har en burgerbiks som er kendt for deres burgere. Det var noget fantastisk mad! Burgerne var så store at Line ikke engang kunne spise op. Kenneth kom, efter meget besvær, igennem sin burger "Big Al", som bestod af 2 x 250g bøffer, 2 spejlæg, salat, bacon, ananas, rødbeder, rødløg, agurk, ost og to forskellige slags sauce. Det var godt der ikke var pommes frittes med til menuen, fordi så havde vi nok ikke kunnet gå derfra.     

Billeder fra Skydive i Taupo

Nu hvor vi har gang i skydive, kan i da også lige se billederne fra da Kenneth var i luften den 11. januar i Taupo.

Skydive med Line som offer...

Line fortæller..

Hjemme i Danmark er faldskærmsudspring fuldstændigt sindsygt. Man er virkelig en vågehals, hvis man begiver sig op i en flyver, kun for at hoppe ud af det. New Zealand er en helt anden verden. Alle hopper faldskærm, bungyjump og sindsyge gynger ud over kløfter. New Zealand er en verden af ekstremsport - og det er måske det som fik mig til at ændre mening. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg aldrig ville udsætte mig selv for den rædsel det måtte medføre at skydive. Men man har et standpunkt til man tager et nyt ikk? Og nu er jeg så glad for at jeg gjorde det. Det var den vildeste oplevelse jeg nogensinde har haft. Da jeg kom ned havde jeg bare lyst til at gøre det igen. Jeg var overhoved ikke bange undervejs, selvom min tandemmaster hele tiden lavede sjov med mig. Han mente mine seler sad for løst, og begyndte at snakke med nogen af de andre tandemmastere, om man måske kunne fikse det med noget gaffatape. Men alt virkede som det skulle, og efter 60 sek. frit fald hang vi stille og dinglede i luften. Efter at have set Kenneths video med hans spring, vidste jeg at jeg skulle kigge på kameraet og smile. Kenneth har åben mund stort set under hele hoppet, og det ser lidt sjovt ud. Lad os bare sige at jeg i sympati med Kenneth gjorde det samme :) Det er ihvertfald super sjovt at se DVD'en. Jeg kunne ikke se mere fjollet ud - og ja, med åben mund igennem det hele :) 

Nu er det gjort, og vi er klar til at tage imod nye eventyr i Queenstown.

Franz Josef Gletscher-hike

Regnvejret her på vestkysten af sydøen kan til tider være en pestilens, for turister der gerne vil se alt i solskinsvejr. Og derfor var tirsdag en kedelig dag hvis man tænker på vejret. Det regnede uafbrudt, men heldigvis havde vi besluttet os for en heldagstur på gletscheren, som gjorde vi skulle vente til onsdag. 

Onsdag morgen tog vi til gletscherguide-kontoret og fik udleveret udstyr til dagen. Det bestod af regnjakke, regnbukser, støvler, spikes til støvlerne, hat og hue. Derefter var det ellers bare ud i regnen som stadig var i området. Da vi kom til dalen hvor Franz Josef Gletscher ligger, var der stadig 45 minutters gang til hvor gletscheren startede. Det så ud som om man kunne gå derhen på 10 min, men størrelsen snyder. Dem der allerede var ved gletschen var microsmå. Da vi kom op på isen havde vi taget vores spikes under fødderne så vi kunne få ordentligt fodfæste.Det var rigtigt spændende at gå på gletscheren det første stykke, og udsigten ud over dalen med floden i midten, omgivet af bjergene med enorme vandfald, var virkelig et naturskue af de største. På isen gik vi efter et punkt længere oppe, som skulle være vores mål for dagen. 

Den bedste del på turen var helt klart "The blue mist" som guiderne kaldte den. Det var en sprække i isen som guiderne havde arbejdet på den sidste uge, så turisterne kunne komme derned. Det var helt fantastisk, og selv guiderne var overvældet, og sagde at det var det fedeste de havde set i flere måneder. Vi vil nok skyde sprækken til at var 20-30 meter dyb og ca. 50 cm bred. Vi måtte ofte have tasken af den ene arm, for at presse os selv igennem de små passager. Vi var også nede at kravle da isen lukkede sig omkring os. Da vi kom op fra dybet efter ca. 30 minutter i The Blue Mist var vi helt oppe at køre, og var godt våde efter at have kravlet i isen.

Vi gik i gruppe 5 ud af 6 da vi havde hørt fra andre at de første grupper hastede afsted. Vi havde her godt med tid, til at tage billeder uden at det blev for kedeligt. Da vi nåede toppen tog vi nogle billeder, og herefter gik vi ned igen. Super tur!

Se også det andet indlæg, der er blevet lagt ud tidligere i dag :)

Derfor var sydøen gratis...

Her står vi ved Pancake Rocks

Vi har nu været på sydøen i 2 dage. Vi ankom med færge fra Wellington til Picton. Færgeturen skulle være en af de smukkeste i hele verden, men Line brugte nu det meste af tiden på at sove igennem. Da vi ankom til Picton blev vi genforenet med mange fra Magic bussen, bla. også vores danske venner Daniella og Rasmus. Vi stod i en stor gruppe og ventede på bussen. Der kom Kiwi busser, Intercity busser, Stray busser og en masse andre turistbusser, men Magic bussen var ikke at få øje på. Efter lidt tid ringede et svensk par til hovedkontoret, og fik afvide at bussen havde fået et sammenbrud. Vi måtte desværre vente mellem 40 min og 4 timer. Det var ikke den bedste start på sydøen, men der var ikke andet for end at vente. Efter halvanden time kom bussen og vi var på vejen igen. Vores destination den dag var Nelson, hvor vi lavede fælles aftensmad med Rasmus og Daniella. Næste morgen, d. 17/1-11, var vi klar i bussen kl. 8.00. Buschaufførren forklarede os at vi desværre skulle skifte bus. Den bus vi var i skulle til reperation, så vi måtte flytte alle vores ting til en anden bus. Derefter kunne vi komme videre mod Greymouth. Det er utroligt smukt her, og vi bruger meget af busturen på bare at kigge ud af vinduerne. På vej op af bakkerne må busserne ned i et lavt gear, og det går i sneglefart. Det viste sig også at bussen ikke kunne klare mosten. Den gav bare op, og så stod vi der - midt på et bjerg. Der kom røg ud af bussen, og den blødte. Dvs. der kom noget helt rødt væske ud af den. Vi kunne ikke andet end at grine. Det var nu også lidt synd for buschaufføren. Mobildækningen var ikke specielt god, men han fik dog fat i nogen. Vi brugte ventetiden på at få de enorme lastbiler som kørte forbi til at dytte. Resten af vores medpassagerer har sikkert synte vi var lidt mærkelige. En makaniker var vores redningsmand, fordi han kom kørende med en ny magicbus. Herefter flyttede vi atter alle tasker fra den ene bus til den anden, og vores rejse kunne endnu engang fortsætte. Siden har vi heldigvis ikke haft flere problemmer med bussen. 

I Greymounth var vi på en rundvisning på det lokale bryggeri. Her fik vi lov at smage de forskellige øl, og derefter var der også mad inkluderet. Vi hyggede os sammen med Daniella og Rasmus, og forsatte festen hjemme på hostellet. 

Brand på Wellington City YHA

På vej mod Wellington var der ikke de helt store ting at se. Det var først da vi kom til Wellington ved halv 3. tiden, første sight var på dagsordenen. Fra toppen af Mount Victoria kan man se ud over hele bugten, og selve city-centrum, der er klemt ind mellem bjergene. De fleste undrer sig over, hvordan man kunne finde på at ligge New Zealands hovedstad, hvor den ligger i dag. Byen ligger lige hvor 2 tektoniske plader mødes. Det gør derfor byen til et meget usikkert sted. Man kan godt regne med et lille skælv om ugen, og man regner med, at en dag kommer der et stort. Faktisk så stort at indsejlingen til Wellington havn vil lukkes. Istedet for at flytte byen, bruger man milliarder på at jordskælvssikre bygningerne. 

Grunden til vi har taget 3 overnatninger i Wellington har sådan set ikke så meget med byen at gøre. Vi blev simpelthen nød til at forlade den smukke nationalpark for at få lavet vores visum til Kina. Da vi ankom torsdag var det direkte hen til ambassaden for at stille nogle spørgsmål. Vi havde prøvet flere gange at nå dem på telefonen, men uden held. Heldigvis fik vi svar på det meste og kunne gøre det hele klar til fredag hvor vi afleverede ansøgninger, billeder og pas. Vi har derfor ikke noget pas de næste 14 dage. Når vores visumansøgninger er blevet godkendt, og visummet er i passet, skulle de gerne blive sendt til et posthus i Christchurch. Det bliver spændende at se om de er ankommet når vi selv kommer til Christchurch. 

Da vi nu alligevel var i byen, tog vi ind på Te Paka som er New Zealands Nationalmuseum. Det var nu slet ikke så dårligt et museum. Der var en god udstilling omkring New Zealands jordskælv og vulkaner som hele tiden giver dem noget at se efter. Der var også en stor udstilling med fortidsdyr og havdyr, deriblandt en kæmpeblæksprutte. 

Ved 20 tiden lørdag skulle vi til at høre noget musik på vores værelse. Men 2 sekunder efter vi havde tændt for musikken gik brandalarmen i gang. Vi tænkte en enkelt gang - hvad har vi nu gjort. Vi gik derfor ud på gangen som lignede sig selv. Hen mod brandtrappen og ned på gaden. Her samledes vi alle for at se hvad der så skulle ske. Sjovt nok ligger brandstationen i Wellington lige på den anden side af vejen. Så brandmændene hoppede ind i brandbilerner, satte blink til, åbnede den store port og kørte de 50 meter hen til hostellet. Der blev pakket brandslanger ud, og brandmændene havde deres gasmasker klar. Alarmen var gået i gang på 6. sal, i sektion 5. Vi havde som tidliger nævn benyttet os af brandtrapperner på vej ud af bygning, det står nemlig skrevet over alt at man ikke må bruger elevatoren i tilfælde af brand. De store brandmænd traskede dog ind af hovedindgangen og lige over til elevatoren. Her stod de og ventede et øjeblik før elevatoren var klar. Det så nu lidt komisk ud. Derefter stod vi noget tid ude i kulden som det er her i Wellington. Men blev så efter noget tid lukket ind igen. Det var heldigvis falsk alarm.   

Riverrafting i Rotorua

Det er gået op for os at vi har glemt at lægge et indlæg ud. Så her kommer det :) Vi var ude og riverrafte d. 10-1-11.

Det var i dag tid til en lille bådtur. Det var dog ikke en stille tur det meste af vejen. Efter vi var blevet udstyret med hjelm og redningsvest blev vi kørt op til startstedet på floden. Vi blev instrueret i hvad vi skulle gøre hvis vi undervejs ville falde ud af båden. Derefter var det ellers bare at prøve sig frem det første stykke ned af floden. Vi skulle sådan set bare gøre hvad vores guide sagde. Vi skulle kun ud på en 1,8 km tur, men tilgengæld ville vi samlet falde 45 meter. Undervejs ville vi også møde et 7 m højt vandfald, hvilket skulle være det højest tilladte for riverrafting. Der var mange guider og mange turister. VI var lidt nervøse, det er aldrig rart, når man skal skrive under på, at det er ens egen skyld, hvis man kommer til skade. Vi sad 6 personer og en guide i båden. Vores guide, Jeremy, var en rigtig spasmager. Han fik os forklaret hvordan turen skulle foregå, og vi øvede os på det første stykke. Det vigtigeste var, at vi gjorde som han sagde. Vi lærte forskellige positioner i båden - bla. også den position vi skulle sidde i når vi skulle ned af 7 meter vandfaldet. Jeremy fortalte at det beslemt ikke var sjældent at båden vippede om på hoved og alle faldt ud. Det gjorde os ikke mindre nervøse. Inden det store vandfald fik vi lov til at øve os på et 2,5 meter vandfald, og umiddelbart efter et vandfald på kun en meter. Det var rigtigt sjovt. Lige inden det store vandfald ledte Jeremy os ind til siden, og viste os "The walk of shame". Vi havde her mulighed for at forlade båden, og gå forbi vandfaldet. Alle valgte dog at blive i båden, og så var der ikke andet for, end at komme afsted. Vi var 5 både i alt, og alle guiderne bad en bøn til floden. På dette tidspunkt kunne vores hjerter ikke banke hurtigere, for bare meter fra os var det store vandfald. Vi var den 3. båd som skulle tage turen. De to første både havde klaret den, uden at vippe om på hoved. Vi padlede med hård kraft hen imod vandfaldet, og Jeremy sagde "Down in the boat". Herefter gjorde vi som vi tidligere havde lært og vi var på vej ned! Det gik meget stærkt, og så var vi under vand. Det tog nok kun et par sekunder, og så "poppede" vi op på overfladen igen. Vi klarede den! Det gav det vildeste rush, det var rigtigt fedt. Den 4. båd klarede den også, men den 5 båd måtte en gang rundt på hovedet. Alle i båden faldt ud, og svømmede derefter hen til de andre både. Turen var ikke helt slut efter det store vandfald, og vi kunne rigtig nyde resten af turen. Vi købte efterfølgende de billeder, som var blevet taget af os undervejs. Så kan jer der hjemme også få et billede af hvad vi oplevede. 

Da vi kom tilbage til byen besluttede vi at gå en tur. Lonely Planet bogen har en fin gåtur rundt i Rotorua. På turen kom vi forbi byens museum, sø og park. Det er ikke en helt almindelig park, der er at finde i Roturua. Man bliver nemlig advaret med skilte inden man træder ind. Det er pga. sikkerheds foranstaltninger kun tilladt at gå på stierne. Stierne er sikre, men ikke resten af parken. Jorden er simpelthen så tynd her, at man man risikere at falde igennem. Rundt omkring i hele parken er termiske områder. De er nemme at spotte, fordi det damper og bobler fra hullerne. Forståeligt nok lugter parken ikke specielt godt, men det er helt sikkert en oplevelse. Det er meget facinerende, at der findes store søer med flere 100 grader varmt vand i. 

Waitomo Caves

Daniella og Rasmus har en del mere oppakning med end os.

Igår onsdag sprang vi endnu engang på magic-bussen, som skulle tage os videre mod syd. Men inden vi for alvor kørte mod syd, satte bussen kursen mod vest, hvor vi skulle se Waitomo Caves. Der er mange muligheder for at udforske de mange grotter der ligger under jorden. Deriblandt black waterrafting. Vi valgte dog at tage det billigste, som var en gåtur gennem en grotte der kun havde været åbent for turister i ca. 6 måneder. Der ligger en anden i området som har været åbent i 100 år, men er derfor slidt af turister. Vores grotte var derimod super flot og uberørt. Grunden til at man tager i Waitome Caves er glowworms. På siderne og i loftet sidder tusinder er lysende orme som ligner en stjernehimmel i mørket. Ormene lyser for at tiltrække insekter der har forvirret sig ind i grotterne. fra ormene hænger der edderkoppespinds-lignende snore ned som insekterne så bliver viklet ind i. Det var rigtigt flot at se de lysene pletter og vores øjne havde i mørket vænnet sig godt til de små lyskilder. Vi havde en ældre guide med, som var en rigtigt hyggefætter som virkelig interesserede sig for grotterne og de lysene orme. Han fortalte en masse og svarede uden problemer på vores spørgsmål. 

Herefter kørte vi så mod syd til National Park village. Byen er ikke særligt stor, og fungere om vinteren som skisportsby til de høje bjerge der ligger i området. Man kunne her tage på en heldags gåtur op i bjergene hvis man havde lyst. Om aftenen fik vi grillmad som buschaufføren havde lavet, og det var super lækkert. National park er et fantastisk område omgivet af bjerge. Bjergene er sådan set vulkaner, og er formet som man kender dem fra børnetegninger. Desværre dækkede skyerne for det højeste af bjergene så vi ikke kunne se toppen.   

Taupo - SKIDIVING

Efter nogle dage i Rotorua var Taupo næste destination . Det var super lækkert at slippe af med den stank, som ligger over hele byen. Men der gik ikke længe inden vi mødte stanken igen. 25 km fra Rotorua ligger Wai-O-Tapu som er en stort termisk park med mere af den samme stank og boblende huller. Vi blev dog enige om at vi allerede havde set rigeligt at det og sparede de penge til noget andet sjovt. Vi fik dog alligevel set den store Geiser Lady Knox, som hver dag spøjter kogende vand op i 15 meters højde. Det var et særsyn i sig selv, at se så mange mennesker hver især stå med deres kamera parat til at fange det perfekte motiv. Selve Geiseren begyndte at sprøjte da en ansat på området smed et stykke organisk sæbe ned i hullet. Dette gøres hver dag kl. 10:15

Kenneth beretter...

I dag, den 11/1/11 som det sjovt nok er, var det tid for mig at tage sig et SKIDIVE. Der hjemme i Danmark kalder vi det normalvis for et faldskærmsudspring, og det var noget af en oplevelse. I nogle dage havde jeg overvejet om jeg skulle gøre det eller ej. Lidt snak frem og tilbage med folk der har prøvet det, fik mig til at springe ud i det. De sidste par dage har vi været sammen med et andet dansk kærestepar, som er ude at rejse noget i stil som os. Rasmus som drengen hedder, fandt ligepludselig også på den ide at han skulle Skidive, og så var vi da 2 til at gøre det sammen. Line og Daniella var dog så heldige at der også var plads i minibussen til dem da vi skulle til flystationen. Vi valgte begge Silver-pakken, som inkluderede Freefall DVD, freefall fotos, T-shirt og det vigtigste til sidst, et 15.000 fods skidive. Vi blev udstyret med grej fra top til tå, og så var det ellers bare afsted. Op, op, op og op imens hjertet pumpede afsted. Vi fik nogle små søde iltmasker på da luften blev tyndere og tyndere. Døren blev derefter åbnet, og det var åbentbart tid til at komme afsted. Som 2 små babyer sad vi fastspændt til vores tandemspringere der gerne ville hen til hullet. At sætte sig på kanten af flyveren med benene frit hængene ud i luften var ikke behageligt i maven. Der var ingen vej tilbage. 

Derefter gik alting bare stærkt. De første sekunder fatter man ikke noget, andet end at man falder. Pludselig hænger man der i luften og flagrer. Udsigten er helt perfekt, og alt nede på jorden er bare så småt. Man skulle fra de 15.000 fod kunne se begge sider af den nordlige ø, men det var ikke lige det der blev lagt mest mærke til. Kameradamen (En anden faldskærmsspringer, som sprang på fuldstændigt samme tid som os) var inde og give hånd for at tage nogle gode billeder. Derefter gik der ikke længe inden noget trak i os fra oven. 60 sekunder gik ualmindeligt hurtigt, og faldskærmen var ude. Herefter var der den helt store udsigt over den store sø og den lille by. Landingen gik perfekt og vi var tilbage på jorden allerede 20 min efter vi lettede.     

Sikke en oplevelse, og hvor var det dejligt at være tilbage på jorden. Mickey (tandeminstruktøren) havde allerede sprunget 7 gange tidligere i dag og har mere end 11.000 spring i rygsækken. Sikke et job at have. og nej tak...

Billederne fra springet kommer senere, når vi får adgang til en computer med et DVD-drev.

Mountain Biking i Whakarewarewa Forest

Da vi sad i bussen på vej til Rotorua, havde vi læst om nogle rigtigt gode mountainbike ruter der ligger i området. Vi havde derfor sat dagen af til lidt skovræs. Vi ville leje cyklerne ved Planet bikes, som faktisk ligger lige ved siden af skoven. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle komme derud, og begyndte derfor at spørge os frem. Til sidst endte det med vi gik derud. Det var simpelthen for bøvlet at skulle tage en bus, som faktisk kun kørte halvdelen af vejen. Da vi først kom derhen, var der ikke de store problemer med at få fat i cyklerne. Vi prøvede cykelhjelme, og så var det ellers bare afsted. Området var rigtigt godt og flot at køre rundt i og vi kørte tilbage mod startstedet efter 1,5 time. Line har nu endnu engang fået bekræftet at mountainbike ikke er noget for hende, så det skipper vi nok bare på resten af turen. Fra skoven kom vi billigt hjem med Grumpy's Limo sevice og i aften har vi tænkt os at lave mad i hostellets køkken og tage et slag Canasta. 

Fra Auckland til Rotorua

Idag har vi rejst med bus fra Auckland til Rotorua. Vi har købt en "Magic"-buspakke, således vi kan rejse i hele New Zealand. Det kunne ikke være nemmere. Faktisk er det så nemt, at man ikke skulle tro det. Man bliver hentet på sit eget hostel, ligesom man også bliver sat af på sit hostel. Alt kan sådan set bookes igennem buschaufføren, så man kan nærmest slå hjernen fra og nyde naturen. Hvis man ikke selv har lyst til at læse om området og de forskellige aktiviteter, fortæller buschaufføren om det hele imens man er på vejen. Bussen kørte heller ikke direkte fra Auckland til Rotorua. Det foregår faktisk som en sightseeingbus, som stopper undervejs, hvor man kan se forskellige ting. Buschaufføren fortæller inden da hvad der er at se, og hvor lang tid vi kan blive. I dag har vi derfor været forbi Mount Eden, som giver den bedste udsigt over Auckland City. Byen er den 4 største i verden, hvis man tager det areal den dækker over. Alligevel bor der kun 1,5 millioner mennesker. New Zealænderne er nemlig glade for at have villahus med have og derfor fortsætter forstæderne i det uendelige. Senere kørte vi forbi Matamata, som er det område hvor Rigenes Herre blev filmet. Stedet skal nu også ligge sted til indspilningerne af den kommende Hobitten film som skulle blive den dyreste i verden. Ja, vi snakker dyrere end Avatar. 

Vi er nu havnet i Rotorua som er et af New Zealands helt store turistområder. Stedet har dog flere øgenavne, som kunne få en til at tænke anderledes. Rotorua bliver kaldt verdens røvhul, Rottenrua og Roto Vegas. Det hele skyldes en stank der breder sig overalt i gaderne - også indenfor. Lugten kommer fra de mange svovlholdige kilder som ligger rundt omkring i byen, og det giver da helt sikkert byen en hvis charme. 

Her til aften var vi på udflugt til Tamaki Maori Village. Stedet er en landsby hvor man får en ide om hvordan maorierne levede før i tiden og hvad deres kultur indebære. Det var en god oplevelse at se landsbyen og de lavede et show for os, hvor de sang og dansede. Til aftensmad fik vi Hangi. Mad der er lavet i de store huller under jorden. Der var lidt af hvert at vælge i mellem, og vi blev alle mætte. Vi sad til bords sammen med et andet dansk kærestepar vi mødte på Magic-bussen. De skal også videre mod Taupo i overmorgen, så vi kommer helt sikkert til at snakke med dem igen.

Auckland - Fejltagelsernes by

Line med en Vulkan-ø i baggrunden

Mange ting er gået galt siden vi rejste fra Australien til New Zealand. Måske var det universet som prøvede at fortælle os, at vi skulle blive i Australien, da lufthavnspersonalet ikke ville lade os komme ind i landet. Vi må dog sige, at selvom vi har haft mange problemer, så har vi fundet løsninger på det hele, og er stadig fit for fight.

kl. var 00.10 da vi ankom til Auckland lufthavn, og vi tog en bus ind til byen. Vi havde allerede 5 dage for inden booket os ind på et hostel, og buschaufføren satte os af der. På dette tidspunkt anede vi ikke at netop dette hostel ville komme til at skabe en masse problemmer for os. Da vi kom indenfor fortalte vi vores navne, så personalet kunne give os en nøgle. Beklageligvis var vi ikke på listen over folk som havde booket et værelse. Det kunne vi ikke forstå? Receptionisten blev ved med at spørge om vi var sikre på, vi var på det rette hostel, og det var vi. Vi spugte om han ikke kunne tjekke under d. 6/1-11, da det jo teoretisk set var d. 6. Der fandt han vores navne. Det hjalp os dog ikke meget, fordi han havde intet ledigt nu. Vi kunne først tjekke ind kl. 14.00 d. 6/1-11. Det var helt sikkert en fejl fra personalets side, da vi havde aftalt med receptionisten i telefonen at vi skulle komme om natten. Det var dog helt ligegyldigt for situationen, vis skyld det var, på det tidspunkt ville vi bare gerne have et sted og sove. Receptionisten henviste os til et andet hostel, som vi måtte gå op til. Auckland er en meget bakket by, og det var ikke nemt med vores store tasker. Men vi kom dog der op. kl. 2 om natten kunne vi komme i seng. Næste dag rykkede vi atter vores ting ned på det første hostel - fordi her havde vi jo en reservation til d. 6. Vi blev tjekket ind på et fint 4 mands værelse, hvor vi fik os sat til rette. Da vi gik ned i receptionen for at booke en ekstra nat opdagede receptionisten, at der var blevet lavet en fejl. SURPRISE?? De havde ved et uheld dobbelt booket vores værelse, og vi var tilsyneladende dem som skulle rykke ud. "Det kan da ikke passe, vi bestilte det værelse for over 5 dage siden.." Intet hjalp. De havde alt fuldt booket, og vidste nu ikke hvad de skulle gøre af os. Pludselig spurgte en af dem, om vi ville have noget imod at sove på hver vores værelse. Vi sagde ja, det ville vi have noget imod?! Og prøvede at forklare dem, at det ikke var vores problem. Løsningen blev at vi igen igen skulle flytte op på det andet hostel - det hostel vi også havde sovet på om natten. Her fik vi et dobbeltværelse til samme pris som et dormrum. Så det endte med at vi fik et værelse der var 30 dollars dyrrere pr. nat. Efterfølgende ville ingen af vores kreditkort virke. Vores kort har virket alle andre steder end på netop det hostel. Og nåår ja, så formåede vi også lige at smække os selv ude af vores værelse, så vi blev nød til at få en rengøring-dreng til at lukke os ind. Men ud over det går alt fint :)

Vi har været rundt og se Auckland idag, og i morgen tidlig rejser vi videre syd på mod Rotorua. Vi har købt et bus-pas til Nordøen, og fik et bus-pas til sydøen med i prisen. Busselskabet hedder "Magic travellers Network" og er på samme tid en turistbus der stopper ved det der er værd at se.

   

De sidste dage i Sydney

Tirsdag skulle vi aflevere vores camper. Vi rengjorde den og kørte ud til travellers Auto Barn i Sydney. Det var utroligt nemt at aflevere den. De kiggede lidt på vores rengøring og godkendte den. Vi tog et tog tilbage ind til byen, hvor vi skulle mødes med Gabe. Over alt i Australien kan man gå billigt i biografen om tirsdagen (og man behøver ikke engang at være telia-kunde). Gabe var med på ideen om at gå en tur i biffen, og vi valgte en film vi alle tre ville se. "Love and other drugs" var overraskende god. Vi havde forventet endnu en romantisk komedie, men filmen viste sig at være mere end det. Det er en sjov men også seriøs film, som helt sikkert sætter nogle tanker igang. Efter filmen bevægede vi os tilbage til midtbyen, hvor vi endte på en bar. Her kunne vi få "all you can eat" pizza for 10 dollars. Pizzaerne var super dårlige, men det var hyggeligt. Her begyndte snakken hurtigt at handle om Amerika og Danmark. Selvom Danmark hele tiden med musseskridt bevæger sig imod den Americkanske livsstil, er der utroligt stor forskel på vores lande. Gabe er vokset op i Europa, mest Tyskland, og han synes mange ting i USA er til grin. Da vi begyndte og snakke om musik fik vi endnu engang bekræftet at Robbie Williams ikke er det mindste kendt i USA - heller ikke Take That vidste Gabe hvad var.. Da vi spurgte Gabe om Amerikanerne ikke har noget, som Europæerne ikke kender til, måtte han melde pas. Alt der bliver populært i USA, skal nok nå til Europa på et eller andet tidspunkt. omk. kl. 21.00 sagde vi farvel, og tog hen til vores hostel.

Vi skulle overnatte på værelse 36, og da de ellers ledige senge var fyldt med tøj, måtte receptionisten flytte det hele ned på gulvet. Vores værelse lugtede og det lignede noget der var løgn. Man skulle tro de andre 4 personer var flyttet ind. Deres ting lå over alt. En BH her, nogle sko der, lidt øl på gulvet og en pakke kondomer i sengen. Hyggeligt tænkte vi. Efter lidt tid kom den første ind. Han var en del ældre end os. Vi snakkede lidt med ham. "Hvor længe har du så været her?" Spurgte vi. Han havde været på dette hostel i 11 måneder nu. Hold da op - intet under værelset så sådan ud. Han var en utrolig mærkelig type, og efterhånden som resten af vores "rumboer" støtte til, kunne vi se at de nok alle sammen var lidt mærkelige. Den ene af dem snorkede så meget Kenneth ikke kunne sove, og den anden pruttede imens han snakkede. Ja vi var glade for at forlade det værelse i morges.

Idag - onsdag - tog vi en færge til Manly. Vi fik kigget lidt på strand og surfere. Efterfølgende tog vi ind på et gratis museum i Sydney. Museet havde en udstilling om Hajer. Det viste sig at være ret spændende. Vi fulgte menneskets udvikling af forskellige haj-beskyttelses-dragter. De viste også hvordan hajfilmen "Jaws" blev lavet. 

Vi tog en Shuttle Bus fra vores hostel ud til lufthavnen. Alt gik strygende, indtil vi skulle tjekke ind. Vi behøver ikke visum for at komme ind i New Zealand, og ifølge udenrigsministeriets hjemmeside behøver vi heller ikke at kunne fremvise en udrejsebillet. Vi havde dog i forvejen købt vores billetter videre til Singapore, så der burde slet ikke være nogen problemer. Det viste sig dog at New Zealand er utroligt strikse mht. udrejsebilletter. En udrejsebillet er påkrævet, men ikke en hvilken som helst udrejsebillet. Det skal helst være en billet hjem til dit hjemland, eller en billet til et land, hvor du har visum. Eftersom danskere ikke behøver visum for at tage til Singapore, havde vi ikke en sådan billet. Og vores udrejsebillet til Singapore blev derfor ligegyldig. Vi blev spurgt hvor vi skulle hen efter Singapore, fordi så kunne vi bare vise den billet. Vi har dog ikke købt vores billet videre til Fillipinerne endnu, og det ville også havde været ubrugligt. Danskere behøver nemlig heller ikke visum for at komme til Fillipinerne. Vi troede det var en joke. Den eneste løsning vi kunne finde på problemmet, var at købe to returbilletter til Australien (Da vi har visum til Australien). Når vi er kommet igennem sikkerhedstjek og ind i New Zealand kan vi ringe og annullere vores billetter til Australien. På den måde kan vi stadig tage vores planlagte fly til Singapore. Billetterne var ikke billige, men vi skulle gerne få dem alle tilbage, på nær et gebyr på 30 dollars. Det var ihvertfald hvad vi fik at vide.  

Guidet tur i Sydney

Line og Gabe

Efter en afslappende dag på en campingplads tog vi igen ind til Sydney. Vi skulles mødes med Gabe, som er en amerikansk fyr vi mødte i Thailand. Siden vi alle skulle holde nytår i Sydney, aftalte vi i Thailand at det kunne være sjovt at mødes. Over noget middagsmad fik vi snakket om alle de oplevelser vi har haft siden vi så hinanden sidst. Gabe havde planer om at tager på en gratis guidet tur rundt i Sydney, og siden det så ret godt ud valgte vi at gøre ham selvskab. 23 årige Justine startede for 2 år siden den tur vi tog på. Det var en gåtur rundt i Sydney, hvor hun fortalte om Sydneys historie. Turen tog 3 timer, og efterfølgende kunne man give hende drikkepenge hvis man havde lyst. Hun var super dygtig, og det var en rigtig god tur. Hun fortalte om hvordan Sydney er blevet til den storby den er idag. Hun havde også mange små sjove historier. Fx viste hun os en gade som har været kulisse i mange hollywood film. Det er alt for dyrt at lukke en gade ned i New York, så derfor bliver mange scener i forskellige film, filmen i Sydney. Man tilføjer bare en helt masse gule taxier. Både en scene fra Superman og Matrix er lavet på denne måde. Det er sjovt at tænke på at det rent faktisk kan betale sig rent økonomisk at flytte alt til Sydney. Men det er MEGET dyrt at få lov at filme i de større amerikanske byer. Hun fortalte også som Sydneys største bankrøveri nogensinde, hvor pengene endnu ikke er blevet fundet. Hele turen endte under Harbou Bridge med udsigt til Operahuset. Guiden var meget glad for os, fordi vi var danskere. "I har både givet os Opera Huset og en prinsesse" sagde hun. Hun havde dog en lidt sjov opfattelse af det danske konghus. Hun spurgte om det ikke var sandt, at kongehuset var ret upopulært, og kongefamillien var lidt underlige inden Mary blev en del af famillien. Men da Mary var kommer, havde hun ligesom fået det hele på rette kurs igen, og kongehuset var blevet populært. Vi måtte fortælle hende at det nok ikke var helt rigtigt. Selvom Mary er en fin prinsesse, så kørte tingene vist fint nok inden hun kom forbi :)

Efterfølgende fandt vi en bar, hvor vi fik aftensmad. Gabe er rigtig hyggelig at være sammen med, og vi tog først afsted med ham omk. kl. 22.00. Vi har dog aftalt at mødes med ham endnu engang tirsdag. Her skal vi have noget pizza og en tur i biograffen. Det er nemlig billigt at gå i biograffen om tirsdagen. 

Vi skal aflevere vores camper i morgen, så idag skal vi have alt pakket ned. Vi var lidt urolige for hvor vi skulle sove natten mellen d. 4 og 5, men vi har fundet et hostel, hvor vi kun skal betale 25 dollar pr. mand. 

Nytårsaften

Uden den helt store plan havde vi torsdag pakket en taske med til slik, solcreme, regnslag (man ved jo aldrig) og et håndklæde. Onsdag morgen kl. 6.30 tog vi tasken på ryggen og tog toget ind til Sydney. Vi havde besluttet os for at prøve og komme ind i botanisk have. Vi vidste at man her kunne få en god plads med udsigt ud over Harbour Bridge og Opera Huset. Vi syntes selv vi var stået rimeligt tidligt op, men åbentbart ikke tidligt nok. Da vi ankom var der en kæmpe kø. Vi snakker ikke bare om en ret lang kø, med måske 1000 mennesker, men nærmere en mega, mega lang kø, med omkring 5000 mennesker. Imens vores kæber faldt længere og længere til jorden, fulgte vi køen hele vejen til dens ende. Her stod en mand med et skilt: "queue starts here". Der var ikke andet for end at sætte sig ned og vente. Indgangen blev først åbnet kl. 10.00, og så kunne vi begynde og bevæge os stille frem af. Der ville kun blive lukket 20.000 mennesker ind, og derefter ville de lukke portene. Det var dog intet problem for os at komme ind, fordi der var jo KUN 5000 foran os. Da vi kom ind i selve botanisk have, gik vi målrettet efter det gode udsigtspunkt. Vi kom igennem endnu en port, hvor man også kun lukkede et begrænset antal ind. Vi blev udstyret med et armbånd, således vi kunne gå frit ud og ind af porten. Ufatteligt mange asiater og fotoentusiast havde fundet deres vej ind i botanisk have, men vi fik os klemt ned på en skråning med god udsigt til broen. Så var der bare at vente. 12 timer i bagende sol, på en skråning som var så stejl at man gled ned i dem foran en, hvis man ikke brugte kræfter på at blive siddende. Kenneth fik dog løst problemmet med skråningen. Efter omk. 4 timer have han udviklet en smart lille stol ud af en tom vandflaske og vores håndklæde. Den ene "stol" blev hurtigt til to. Der kunne vi så sidde uden af anstrenge os alt for meget. Hvad angår problemmet med den bagende sol, så blev det løst helt af sig selv. Solen gik nemlig ned omkring kl. 20.00, og så begyndte Line pludselig at fryse istedet.

Kl. 9 begyndte det første fyrværkeri endelig. Et familieshow koreograferet til musikken fra flere forskellige børnefilm var en appetiser til os der ventede på det store fyrværkeri. Efter de 7-8 min show var vi rigtigt tændte på hvad der ville ske kl. 12. Allerede til det mindre show var der godt med stort fyrværkeri, og musikken vi hørte på en af vores telefoner var fantastisk tilpasset. De næste timer blev der hver gang, hver halve og hele time, fyret noget krudt af for at holde stemningen. Efter 16 timers venten kom det store fyrværkeri. Et 12 minutters show gav os lidt af hvert at se på. Igen var der koreograferet musik til fyrværkeriet, og det var fantastisk hvordan det hele var synkroniseret sammen. Alle kunne lytte med hvis de lystede på FM. 104,1. Showet startede med en nedtælling hvorefter starten var storslået, derefter var der mindre gang i den mindt i showet som udviklede sig til en masseaffyring til sidst, hvor de fleste åbnede munden da hele himlen blev lyst op. Der var ikke noget kedeligt fyrværkeri som vi er vant til, da alle eksplotioner var kuglerunde, elipseformede eller hvad de nu skulle forestille. Broen blev i showet kl. 12 taget godt i brug, og det gav en rigtig fed effekt. Vores pladser på den stejle skråning var helt perfekt og vi fik en uforglemmelig aften. 

Blue Mountains

Onsdag aften satte vi kursen imod Blue Mountain som ligger 65 km. vest for Sydney. VI havde nemlig udset os en resteplads midt i Blue Mountain, som vi ville overnatte på. Når vi ikke overnatter på campingpladser, er den helt store tryllekunst at finde et roligt sted med offentlige toiletter. Denne resteplads synes næsten at fungere som campingplads. Da vi ankom var der både campingvågne og campere. Nogle havde sågar slåeet telt op. Det var et fint sted at overnatte, hvis det ikke lige var fordi de offentlige toiletter var låst af. Øv - med et blev skovskiderstillingen vores eneste alternativ. (Og det er ikke nemt på en fyldt resteplad lige ved siden af en motorvej.) Vi vælger dog at tro vi ikke var de eneste som var en tur ude i krattet. 

Næste morgen vågnede vi op til endnu en skøn dag. Vejret har været strålene lige siden vi kom til Sydney. Perfekt vejr til Blue Mountains. Vi startede med at køre hen til "Wentworth Falls". Her oplevede vi en fantastisk udsigt ud over bjergene. Dampen fra eukalyptutræernes blade giver bjerget et blåt skær, derfor navnet. Man kunne gå mange forskellige ture, alle af forskllige længde og sværhedsgrad. Man skal dog fortælle nogen, hvis man begiver sig ud på en tur, der tager over en time. Turister er nemlig før faret vild i den endnorme nationalpark som Blue Mountain udgøre. Vi havde udset os en tur som efter sigende skulle tage 1,5 time. Efter ca. 3 min nåede vi til det første udsigtspunkt. Her stødte vi ind i en stor engelsk gruppe, som havde en guide med. Det endte selvfølgelig med at de skulle samme vej som os, og vi blev nød til at gå i snegletempo bagved dem. Vi forsøgte flere gange at overhale, men stien var så smal at det ikke kunne lade sig gøre. Her tager historien dog en drejning, fordi ca. 10 minutter efter stod vi på en stor sten og råbte ned til englænderne at de roligt kunne komme denne vej. Deres guide var en ældre danme, som værken kunne følge med eller finde vej. Så efterhånden som stien blev mindre og mindre, blev englænderne mere og mere urolige. Det endte med at alle stod ved en blindgyde, og anede ikke hvilken vej de skulle gå. Vi gik op forrest, og så blev tempoet sat lidt i vejret. Vi var helt sikkert ikke på en sti længere, men vi kravlede op igennem træer og stejle skråninger, til vi til sidst kom i nærheden af en sti igen. Det var så her vi råbte ned til englænderne, at de roligt kunne komme den samme vej. Lykkelige over at vi ikke var faret vild gik vi videre. Ned af trapper og op af trapper. Vi kom også ned til selve vandfaldet, som var meget smukt. 

Da de mange busser med turister fra Sydney ankom, kunne vi glædeligt sætte os ind i bilen. Vi kan takke Lonely Planet for at råde os til at tage der ud tidligt. Store natur oplevelser som denne, er bare bedre hvis der ikke er et væld af turister. 

Efterfølgende tog vi hen til Ekkopoint, hvor man kan se de tre søstre. En gammel historie fortæller om hvordan tre søstre engang blev forvandlet til sten, og de står der altså endnu. Tre klipper ved siden af hinanden - ikke specielt facinerende, men nu har vi da set det :)