Hjemrejse og Velkomst

Der var smil og glade ansigter i ankomsthallen i Hamborg

Den sidste dag på vores rejse var nået, og det var derfor tid til at komme hjem. Vi glædede os rigtigt meget til den velkomst vi ville få i Hamborg. Vi skulle dog først lige ud på en lang flyvetur, først fra Beijing til Moskva, og derefter fra Moskva til Hamborg. Vi var på nogle måder blevet advaret om hvad vi skulle igennem, da vi skulle flyve med det russiske flyselvskab "Aeroflot Russian Airlines". Selvskabet havde for bare få år siden, en status som et af de værste i luftet. Det viste sig dog at være en skrøne. Begge de fly vi kom med var ganske fine. Der var faktisk bedre benplads end med så mange andre flyselvskaber vi igennem de seneste måneder har benyttet os af. Samt maden var helt i orden. Vi har faktisk læst på nettet, at Aeroflot ligger bedre Skytrax Award Listen (Grammy uddeling for Flyverdenen) end SAS i både service, samt madkvalitet. Vi landede lidt før tid i Hamborg lufthavn. Herefter skulle der bare hentes bagage, og så var det tid til genforeningen. Lis så os igennem døren til ankomsthallen, og blev nærmest selv forskrækket over hendes reaktion. Hun hoppede flere meter op i luften og skreg "Jeg så dem" til skræk for andre opmødte. Vi kom senere igennem døren ud til ankomsthallen, hvor vi blev mødt af flag og glade ansigter. Kaj og Birgit, Lis og Marie, og Mikael stod glade og ventede. Det var rigtigt dejligt at se dem allesammen igen, og der blev delt knus og kram ud. En lang og oplevelsesrig rejse for livet var dermed ved sin ende, og vi har mange gode minder med i bagagen. 

Næste stop var ved Lines mormor og morfar, hvor vi var blevet inviteret til det helt store middags/kaffebord. Rygbrød, hjemmebagte boller, leverpostej, spegepølse samt wienerbrød lagde sig godt i maven. En mærkelig fornemmelse med noget bekendt, samt at kunne spise så meget man havde lyst til, var dejligt. Vi så nogle af vores fladskærms-springs DVD'er, samt dykker-DVD'en, og fik os dermed nogle gode grin. Derefter gik turen ellers videre til Fanø, og senere Varde for nogle af os. 

Med hensyn til bloggen, er det utroligt dejligt at slippe for Kina's cencurering. Vi kan derfor selv igen se hvad der foregår, samt der er billedtekster på Picasa.

Summer Palace

For at fuldende vores planer for Beijing, tog vi igår til Summer Palace. Vejret havde skiftet fra at være helt perfekt rejsevejr, til meget blæsende. Vi begav os dog alligevel ud i det, og tog den lange tur med metroen til Summer Palace. Efter nu, at have været i Beijing i snart en uge, undrer det os stadig over skiltningen her i Beijing. Der burde være bedre skiltning når det kommer til turist-attraktioner. Vi har mange gange ikke anet hvilken vej vi skulle gå, når vi kommer of af metroen. Det er sjældent vi egentligt ved, hvad der er syd og nord, og vejskilte står heller ikke i hjørnerne mellem vejene som normalt. Vi har på fornemmelsen, at det bare ikke skal være nemt at tage metroen for turister. De vil helt sikkert hellere have os til at tage nogle dyre guidede ture. Vi har dog for det meste fundet frem til det vi ville, ved at gå frem og tilbage nogle gange. I går, da vi tog metroen til Summer Palace, kom vi op til overfladen og gik mod nord. Men det viste sig, at det havde været nemmere at gå mod East Gate. 

Til trods for vores frustration fandt vi indgangen og kom indenfor. Hurtigt fandt vi ud af at selve paladset var ved at blive restaureret. Der var derfor bambus stillads rundt om bygningerne, så vi ikke kunne se noget som helst. Vi gik dog alligevel lidt rundt og kom ned til vandet. Summer Palace dækker over et enormt område med flere søer. Man kan sejle rundt mellem de attraktioner de har. Vi fandt hurtigt ud af at stedet var mere af det samme som vi allerede havde set. Vi er ikke blevet trætte af at rejse, men en lille smule trætte af templer er vi da :)

Idag, lørdag d. 19, påbegynder vi vores hjemrejse. Vi glæder os til at komme hjem! Vi savner familie og venner, og når ja, så er der jo også lige det der "rugbrød". Vi glæder os umådeligt meget til at få rugbrød igen. Inden vi kan sætte vores føder i Danmark, har vi først en 8,5 timers flyvetur til Rusland, hvorefter vi skal med en 3 timers flyver mod Hamburg.

The Olympic City by Night

Da vi i går kom hjem fra det olympiske område, fandt vi ud af, at det skulle være utroligt flot om aftenen. Derfor måtte vi afsted en gang mere. Det viste sig at påstanden var rigtig. Water Cube er utroligt flot om aftenen, hvor den skifter farve mellem gul og blå. Der var også godt gang i pladsen omkring de olympiske bygninger. Der var masser af kinesiske turister, og derfor mange sælgere. Vi følte dog hverken for at erhverve os en drage eller en lysende glas-figurer fra Olympiaden i 2008. To unge halvfulde kinesiske mænd kom hen og spurgte om de måtte få et billede sammen med Kenneth. For at gøre alle glade fik de hvad de ville have. (Derfor de sjove billeder med en kinesisk fyr). Her i dag er vi mærkeligt nok blevet spurgt flere gange, om folk måtte tage billeder af os.  Man kan på en måde sige, at vores rejse derfor slutter, på samme måde som den startede. 

Billeder til indlægget ligger også under mappen: 17-03-11

Temple of Heaven

Vi har sovet længe de sidste par dage, og det var derfor hårdt at stå op kl. 6.45 i morges. Vores tøj lå klar, så vi hurtigt kunne komme ud af fjerene. Vi listede ud af værelset, for ikke at vække de andre, og begav os imod metroen. Kenneths telefon sagde, at temperaturen udenfor var -3 grader. Derfor hoppede Kenneth i de uldne underbukser. Vi fandt ret hurtigt ud af, at telefonen ikke var til at stole på. Det var ihvertfald ikke minus-grader udenfor. Vores mission idag var, at se nogle kinesere udføre den kinesiske kampkunst; Tai Chi. På internettet fandt vi frem til at mange kinesere hver morgen samles i "Temple of Heaven Park", for blandt andet at lave Tai Chi. Der skulle være næsten sort af mennesker om søndagen, men vi måtte idag tage os til takke med en torsdag - og vi blev ikke skuffede. Det er en KÆMPE park, som man nemt kan fare vild i. Parken summede af liv, og foruden Tai Chi, var mange andre aktiviteter igang. Kineserne havde medbragt højtalere, som spillede musik, som de i fællesskab kunne danse til. Vi så noget som mindede ret meget om dansk gymnastik, endda også dans med redskaber. Et andet sted i parken var det muligt at deltage i par-dans. Rundt omkring stod grupperne af kinesere som udøvede Tai Chi. Det er meget fredfyldt at iagttage. Tai Chi træner både sind og krop, og det bygger på hammonien mellem Yin og Yang. Ved første øjekast ser man en flok mennesker bevæge sig meget langsomt, men kigger man nærmere, kan man se at de alle gør nøjagtig den samme bevægelse. De ved altså rent faktisk hvad de har gang i? Det er meget smukt, og vi kan godt forestille os, at det er ret hårdt i længden. Ud over store grupper af mennesker, som dansede på forskellige måde, så vi også mange kinesere som udøvede sport. Der var tennis, badminton og et spil vi ikke kender navnet på. De stod i en cirkel, typisk 3-4 mennesker, og sparkede til en slags fjerbold. De var så dygtige! Og de grinede og morede sig, imens sveden løb. 

Inde i paken ligger "Temple of Heaven", som skulle være et must-see, når man er i Beijing. Det var virkeligt KEDELIGT! Men nu har vi da været der.. Endnu et tempel! Der var ikke noget specielt ved dette, som kunne facinere os.

 

Den Olympiske By

Vores dag startede med en lille metro-udflugt. Først med line 5, derefter med line 10 og til sidst med line 8. Her hoppede vi af ved "Olympic Green". Beijing var vært, da man i 2008 afholdte d. 29. sommer-OL. Vi har tidligere besøgt Sydney og Barcelona's OL-by. Der er stor forskel på de 3, og Beijing er helt klart en af vores favoritter. Hele området har et meget kunstnerisk udtryk. Kreativt designede bygninger og skulpturer gør stedet spændende, og vi brugte nemt nogle timer, på at gå rundt og betragte det hele. Åbningsceremonien begyndte d. 8 august kl. 20:08:08 2008. Tallet 8 er et lykketal i Kina - derfor starttidspunktet. Det enorme område, byder blandt andet på Beijings National Stadion; "Fuglereden", og det store svømmeanlæg; "Watercube". Alligevel blev mange af konkurrencerne afviklet andre steder. Blandt andet blev alle hestesports-konkurrencer afviklet i Hong Kong.    

Vi købte billetter, så vi kunne komme ind og se National Stadionet indefra. Det var her åbningscermonien blev afholdt. Man kalder også stadionet for "Fuglereden", fordi bygningen er designet som en kæmpe fuglerede. Indvendig ligner lamperne små fugleunger som skriger efter mad. Den færdige bygningen kostede 2,25 milliarder kr. Der var under OL plads til 91.000 mennesker, men vi må ærligt sige at det ikke virkede så stort. Det er en flot bygning, både udefra og indefra. Når man går rundt indvendig, ser det "net" som ligger ud over hele bygningen, helt fantastisk ud. Man havde også udstillet rekvisitter fra åbningscermonien. Samtidig kørte åbningscermonien på storskærm, og man kan ikke reagere på andre måder end med kuldegysninger. Det er meget mærkeligt at sidde på det stadion, hvor det engang skete, og stemningen er overvældende - selv nu 3 år efter. Tænk engang hvordan det må føles på selve dagen? Det kan vi måske opleve i England 2012..  

Vi gik også en hen til Watercube, som er et kæmpe svømmestadion. Denne bygning er ligeledes designet på en meget sjov måde. Det ligner næsten vandmolekyler. Det er her Michael Phelps (4 gange kåret som verdens bedste svømmer), vandt guldmedaljer i alle 8 discipliner han stillede op i.

Vi fandt også et spøgelses-shoppingcenter. Der var skilte hen til centeret, og der var også åben, men ingen butikker? Det er et tydeligt eksempel på alt det, som kun bliver bygget til ét formål. Når OL er forbi, bliver det lige så stille lukket ned, og aldrig brugt mere. Kun en Mc. Donalds, samt en Biograf havde overlevet siden 2008.

Efter et utal af opfordringer..

Silkemarked samt kriminelt foretagende

Mandag d. 14/3 - 2011

Vi brugte Mandag på to forskellige markeder. Et elektronikmarked og silkemarkedet. Silkemarkedet er meget kendt blandt turister, og det kunne vi hurtigt fornemme. Pludselig var der ikke så mange kinesere tilbage. Vi havde regnet med at "Silkemarked", var et sted med tonsvis af silke - store ruller efter hinanden. Det var dog overhoved ikke tilfældet. Markedet var fyldt med alle mulige ting. Flere etager med smykker, tøj og souvenirs. Når man spurgte hvad noget kostede, blev der ofte sagt en fuldstændig urimelig pris. For eksempel købte vi 10 sæt spisepinde. Helt simple "Very Good Quality" spisepinde i noget mørkt træ. Da vi spurgte til prisen, blev der sagt; 385 yuan. Vi behøver vel næppe gengive den forhandling som derefter begyndte. Det vigtigeste der er at sige er, at vi gik der fra med spisepindene til kun 30 yuan ;) (Og vi blev sikkert alligevel snydt!)

Der ud over fandt vi en meget fin Haglöfs softshell til Kenneth. Selvfølgelig lige så falsk som Michael Jacksons næse, men vi betalte så heller ikke noget, der nærmer sig normal-prisen. Line fik to cardigans - en sort og en grå. Alle kineserne på markedet var dygtige til engelsk; vi er sikre på det har stor betydning for deres salg. De som snakke godt engelsk, kan nemmere få turisternes opmærksomhed. Det er som om det er nemmere at ignorere en kineser, som gentagende gange står og siger; "T-shirt! T-shirt!".

Tirsdag d. 15/3 - 2011

At rejse føles stort set, som en hver anden weekend. Man sover længe når man har lyst, og bruge ofte for mange penge. Her til morgen vågnede vi ved 8 tiden, og kunne dog alligevel ligge og blunde så længe vi ville. Morgenmad blev det også til, samt vores vasketøj blev for sidste gang afleveret til vask. Efter en stille og rolig morgen, var det tid til, at komme ud af fjerene og lave noget fornuftigt. Selvom kl. var 10:00 inden vi forlod værelset for alvor, var vores franske roommate stadig i sengen. De sidste par dage har han vidst ikke lavet særligt meget. Men ved dog at han var ude at se muren inden vi kom til byen. Vi tog i dag mod Centrum hvor den forbudte by ligger. Metroen her i byen benytter vi ofte, og man kommer rigtigt langt for 2 kroner. Da vi fra metro-stationen gik mod Tiananmen Square (Den himmelske fredsplads) og den furbudte by, skulle vi igennem flere forskellige security-poster. Alle får her tjekket deres tasker, og pas. Turister bliver dog tjekket lidt mindre end de lokale. Vi kom derefter hen til indgangen af den forbudte by. Vi havde på dette tidspunkt egentligt ikke en anelse, om det var den forbudte by, eller ej. Men vi fulgte dog efter menneskemængden gennem de mange porte. Det viste sig at vi var på rette spor, og billetterne blev købt til 40 yuan pr. pers. Den Fordbudte by er utroligt stor, og bygningerne er utroligt smukke og detaljerede. Først går man på de mange store pladser, og kommer til sidst til den mere hyggelige have. Det bedste på turen var dog efterfølgende, da vi gik til toppen af bakken i Jingshan Park. Herfra kunne man se ud over hele den forbudte by. Man fik virkelig en fornemmelse af størrelsen på den gamle kejserbolig. Bygninger med det samme tag står side om side i massevis. Vi gik bagefter hele vejen uden om Den forbudte by, for at komme tilbage til Verdens største offentlige plads. Tiananmen Square var enorm, og man kan næsten ikke se fra den ene ende til den anden. Hele dagen forløb dog fredeligt, og vi kom dog usigtede, og uskatte tilbage til hostellet, selv med vores kriminelle foretagende. Det var jo trods alt den forbudte by vi besøgte :)   

Den Kinesiske mur !

Her til morgen skulle vi tidligt op. Vores guide ville allerede hente
os på hostellet kl 6:30. Vi skulle derfor op allerede kl. 5:45.
Desværre gik det ikke helt ligesom vi havde planlagt. 6:35 bankede det
på døren til vores dorm. Vi viste godt at det nok var til os, og at
vores vækkeur ikke havde ringet. En sød lille kineser stak hovedet
indenfor og spurgte om vi ikke skulle med på turen i dag. Vi svarede;
Jo, og fløj ud af sengen. Der var derfor ikke tid til at sætte håret,
og gøre sig klar. Morgenmad var heller ikke rigtigt noget der var tid
til, og vi spiste derfor lidt brød i minibussen på vej til muren. Det
tog 3 timer at køre til det stykke af muren vi skulle se. Stedet
hedder Jinshanling og er et mindre populært stykke af muren da det
ligger langt fra Beijing centrum. Men det viste sig at være lige det
vi ledte efter. Stedet var utroligt roligt, og der var nok ikke mere
end 15 turister på det lange stykke af muren. Til en sammenligning er
der sort af mennesker på Badaling-delen som de fleste tager til. Vi
havde faktisk den fornemmelse at vi havde det hele for os selv.
Normalt kan man tage en kabel-car fra bunden op til selve muren. Denne
var dog ude af drift, så vi blev nød til at gå op af bjerget for at
muren. Allerede her blev Line sat på en prøvelse. Hold op det var
hårdt! Trin efter trin; Line hostede og prustede. Da vi nåede muren,
virkede det en lille smule uoverskueligt da guiden fortalte os, at vi
nu kunne hike videre i 3 timer. Vi startede på en nyere del af muren.
Vi blev fortalt at stykket kun var omk. 300 år gammel. Senere stødte
vi på ældre stykker, nogle helt op til 500 år gamle. Det er utroligt
facinerende at det har kunne lade sig gøre at bygge muren. Selve muren
i sig selv er fantastisk, og så ligger den op midt i de kringlede
bjerge - det må have været meget besværligt.. En anden facinerende
ting var de damer som stille begyndte at følge efter os. Lokale
mongolske kvinder. De gik lige så stille ved siden af os og tilbød en
gang imellem at tage billeder af os. Meget flinke, men der var
selvfølgelig også en bagtanke. Den ene af damerne var en ældre sag, og
det var næsten ulideligt at se hende kæmpe sig op af de meget stejle
strækninger. Selvom vi bestemt ikke var specielt hurtige (Grundet den
manglende kondi som tidligere nævnt :)), kunne hun alligevel ikke
følge med. Når vi andre holdt en pause fortsatte hun beslutsom,
hvorefter vi stille indhentede hende. Alt dette hårde arbejde, bare
for i sidste ende at prøve og tjene en skilling. Hun gik sikkert den
samme tur med nogle andre turister, da vi forlod stedet. Dem som
kender Line ved at hun HADER at komme for sent! Så det var jo nærmest
katastrofe da vi sov over os. Line syntes det var såååå pinligt da vi
måtte halvløbe hen til bussen, med de andre turister som skulle afsted
på turen. Senere fandt vi dog ud af, at vi ikke var de eneste som var
kommet for sent. Med ingen tid til at sætte hår eller mascara, havde
Line medbragt diverse smukkeserings-ting. Hun fik da også lagt lidt
mascara på muren - det er der nok ikke mange andre som har prøvet!

Første dag i Beijing

Lørdag d. 12. marts 2011

Idag ankom vi til Beijing omk. kl. 6.00. Togturen fra Luoyang til
Beijing var ganske fin. Til vores store glæde blev lyset rent faktisk
slukket om natten. Vi har oplevet det modsatte, hvor man så (især hvis
man sover i øverste køje) er tvunget til at ligge med det skarpe lys
hele natten. Man sover bare bedre i mørke! Da en baby i nat blev
utilpas, kunne vi heller ikke helt sove. Men da vi endelig faldt i
søvn sov vi også fra vækkeur og alle de andre kinesere som stod op.
Derfor blev Line vækket ved at en billet-dame ruskede i hende. Op med
os begge - og så var vi klar til at tage Beijing med storm! De første
taxi-chauffører vi mødte ville kører os til "Lama Temple" for
henholdsvis 150 yuan og 100 yuan. Vi er dog blevet gode til bare at
grine af dem og gå videre. Nogen gange er det ufatteligt hvor meget
folk prøver på at snyde os. Vi stillede os tålmodigt i "taxi-køen", og
da det blev vores tur, blev vi kørt til "Lama Temple" for 32 yuan. Vi
gav manden 40 yuan, og var godt tilfredse med os selv. Vores hostel "1
Hai Inn", ligger 50 meter fra "Lama Temple", og vi fandt det
forholdsvis hurtigt. Lige så stille fik vi listet vores bagage ind på
værelse - der lå 3 og sov. Derefter satte vi os ned i lobbyen og
ventede - ventede på at kl. blev 8.00, så vi kunne købe noget
morgenmad. Efterfølgende besluttede vi os for at tage en lille lur på
vores værelse. Ved middagstid fik vi noget middagsmad, og så gik turen
ellers ind til midtbyen. Der er en masse ting vi gerne vil se i
Beijing, men idag tog vi på en hygge tur ud i bydelen; Xidan. Her
findes et væld af butikker og 3 store markeder. Vi havde ikke
overvejer at det idag er lørdag, men det fandt vi hurtigt ud af. Der
var SÅ mange mennesker. Vi banede os vej igennem to forskellige
markeder, og fik da også købt lidt småting. Man skal som huske-regel
altid byde ihvertfald kun halvdelen af den pris kineserne vil have på
markederne. Fx. købte Kenneth et ur. De ville have 185 yuan for det.
Kenneth sagde han ville give 90. Derefter rystede kineseren på
hovedet, og pegede på de flotte detaljer uret havde. Derefter gik han
lidt ned i pris og sagde at Kenneth kunne få det for 165 yuan. Kenneth
grinte og gentog: 90 yuan. I kan nok forestille jer, hvordan det
fortsatte - og efter lidt tid havde Kenneth købt et ur for 90 yuan :)
Det skal lige siges at den model han har købt normalt koster lige
omkring 130.000 kr. - Måske er det en kopi? :P
Ved aftensmadstid tog vi metroen hen til "Houhai sø". Der skulle være
mange restauranter, og vil ville egentlig ud og gå en lille aften-tur
rundt om søen. Vi fandt dog aldrig den store sø - men kun en lille en.
Her var også hyggeligt nok. Vi tog metroen tilbage til hostellet, hvor
vi nu har fået aftensmad. Imorgen tidlig skal vi have nudler til
morgenmad, restauranten åbner nemlig ikke før efter vi er taget
afsted. Imorgen skal vi nemlig ud og se den kinesiske mur. Vi har
valgt at tage en bus ca. 150 km ud fra Beijing. Her finder man et
stykke af muren som kaldes: Jinshanling. Her skulle kun være omk. 40
turister af gangen. Vi får 3 timer til at gå på muren, hvorefter vi
kører tilbage til Beijing.

Old Town - Luoyang

Fredag d. 11. marts 2011

I aften skal vi med toget imod Beijing. Vi har efterhånden været mange gange med tog, og er derfor blevet ret rutinerede. Kineserne har altid en KÆMPE madpakke bestående af forskellige slags nudler, slik og kager med. Så denne gang har vi også udrustet os med en sådan pose fuld af mad. Det er ret normal, at man byder sine medrejsende på noget af sin mad, når man rejser i tog. Måske skal vi prøve det i aften? Vi er blevet glade for en bestemt slags nudler, som vi også har købt med til togturen. Det er nemlig sådan her i Kina - der er ikke toiletpapir nogen steder! Det SKAL man selv medbringe.. Til gengæld kan du få fat i kogende vand over alt! En elkedel med kogende vand er standard udstyr i togene, og derfor kan man nemt få lækker varm nuddel-madpakke til morgenmad, middagsmad eller aftensmad (Hvilket mange kinesere så også gør - 3 gange om dagen!).

Selvom vi skal med tog senere idag, var vi fast besluttet på at få set lidt mere af Luoyang by. Vi tog med bus nr. 5 (1 yuan pr. mand), og 20 minutter efter var vi ved den gamle bydel. Det er den slags eventyr, som vi har været ude på idag, man husker. Ingen af vejene på kortet stemte overens med de veje vi kunne se, så vi valgte bare at gå. Pludselig så vi en lille hyggelig gade, hvor kinesere sad rundt omkring på jorden og solgte skrammel. Lidt længere nede af gaden fik vi øje på nogle skildpadder. Det er ikke unormalt at finde levende skildpadder i supermarkederne. De står for det meste ved siden af de levende frøer og fisk. Disse Skildpadder var dog ikke beregnet som mad. Det var tydeligt at disse skildpadder var ment som kæledyr. Vi gik lidt længere ned af gaden, og fandt ud af, at det nok var her man skulle gå hen, hvis man gerne ville have sig et kæledyr. Fisk og akvarier i alle afskygninger, hunde, fugle, kaniner, hamstre, mus osv. Det mindede mest af alt om et kæmpe dyreskue. Kaninerne var presset sammen i små bure, imens de mange hundehvalpe hoppede rundt uden snor på. 

Vi drejede rundt om et hjørne, og så var vi i "Tøj-gaden". Her kunne købes alt indenfor tøj. Langsomt bevægede vi os ind i noget, som kunne minde om den gamle bydel. De gamle kinesiske huse kom til syne, og en aura af ro og fred lagde sig over gaderne. Kineserne kiggede meget efter os, og især de små piger vil meget gerne sige "Hallo" til os. Man kan simpelthen se på lang afstand, hvordan de mange piger diskuterer, hvem der tør sige noget, når de går forbi os. En lidt ældre pige sad i vejkanten ved et hus - da Line fik øjenkontakt med hende, sagde hun "Hallo". Line svarede tilbage; "Hallo". Pigen rejste sig op og spurgte på meget fint engelsk "Where are you from?". Vi fortalt, at vi var fra et meget lille land ved navn Danmark. Hun tænkte sig lidt om; jo hun havde vist læst en bog om Danmark engang. Der skulle være mere smukt i Danmark, svarede hun tilbage. Pigen var ikke anmassende på nogen måde, hun ville bare gerne snakke engelsk med os. Hun var meget interesseret i at høre om det danske skolesystem, og om hvor lang tid vi lærte engelsk i skolen. Efter 5 minutter sagde hun "I was very happy to talk with you", hvorefter hun forsvandt tilbage til sin lille stol. Vi fortsatte længere ned af den lidt øde gade. Pludselig kunne vi høre sirener, og en ambulance stoppede midt på vejen. Det viste sig at en kinesisk piger var kørt galt på scooter. Alle kineserne i hele området havde deres opmærksomhed rettet imod ulykken. Det var nu sjovt nok for en gang skyld, at være det 2. mest spændende. 

Luoyang - Longmen Grotterne

Torsdag d. 10. marts 2011

Vi ankom igår her til Luoyang, som er en mindre by med kun 1.4 millioner mennesker. Man kan sagtens mærke, at turismen ikke har fået det samme tag i byen, i forhold til de større og mere kendte byer; Shanghai, Chengdu og Xian. Vores Hostel er derfor mere kedeligt og hotelagtigt. Men det kan dog ikke slå os ud, nu hvor vi er gået i gang med at nyde de sidste 10 dage af vores rejse. 

I morges var det tid til at bestille billetter mod Beijing, som vil være vores sidste destination. Det viste sig dog at være mere kompliceret, end vi havde regnet med. Vi havde fået receptionen til at skrive en kinesisk seddel til billetdamerne på stationen. Efter at have stået i kø, var det vores tur. Vi kunne fornemme på damen, at der ikke var flere billetter tilbage. Og blev kun bekræftet da hun udstødte et højt "Nooo" imens hun viftede os væk. Vi havde ikke lige en plan B i baglommen, og prøvede derfor at ændre datoen til lørdag aften. Heller ikke dette var muligt, og vi vendte tilbage til hostellet. Vi fortalte receptionen om vores problemer, og de ringede lidt rundt. Af en eller anden grund var der stadig billetter, som vi så nu har bestilt igennem hostellet. Vi skal derfor mod Beijing i morgen aften d. 11, hvor vi så vil ankomme til Beijing om morgenen d. 12. 

Så var det tid til lidt kulturelt, og vi vendte derfor snuden med bybus 81 mod Longmen Caves. Det var sådan set kun pga. grotterne, at vi stoppede i denne lidt kedelige by. Udformningen af grotterne startede for godt 1520 år siden. Det blev lavet som et bestillingsarbejde fra kejsere, royale familier, generaler, religiøse grupper og andre rige folk. De håbede pga. deres donationer på lykke og succes. På de næste 200 år blev der udskåret over 100.000 Budhistiske afbildninger. På vores tur langs de mange grotter, undrede det dog os lidt, hvorfor de fleste Buddhaer manglede deres hoveder. Vi har nu fundet ud af at souvenirs-jægere gennem det 19- og 20 århundrede var meget glade for området med det mange flotte stenudskæringer. Nogen tog simpelthen hovederne med hjem til deres hjemland. Derfor kan man idag opleve nogle af hovederne rundt omkring på museer i vesten. Det var rigtigt flot på tæt hold, men havde dog en mere overvældende effekt fra den modsatte side af floden. Her kunne man rigtigt se hvor mange grotter der var. Vi var derefter ved at være lidt sultne, og købte derfor nogle nudler som vi nød på en kantsten.

Billederne kommer når nettet tillader det :)

Tømmermænd vi ikke fortryder

Tirsdag d. 8 marts 2011

Da vi vågnede her til morgen, var det med en forfærdelig hovedpine. Vi kiggede os lidt desorienteret rundt, inden gårsdagens begivenheder langsomt dukkede frem på hornhinden. Igår havde været en lang dag, og nu var det tid, til at betale for alt det sjov vi havde haft. Men vi må vist hellere starte fra begyndelsen.

Kl. 8.45 gik vi, sammen med en gruppe fra vores hostel, hen imod en bus, som tog os ud til Terra-cotta krigerne. I bussen var der 3 nordmænd, 2 svenske piger, 2 australske piger, et amerikansk par, en fra slovakiet og 5 britter. Vores guide; Chacha, var en frisk sød kinesisk pige. Lige fra starten var hun fast besluttet på at gøre denne terra-cotta-tur uforglemmelig. Hun presenterede sig selv; "My name is Chacha, but you can call med Lady Chacha". Derefter gik en mikrofon rundt i hele bussen. I det øjeblik hun sagde, at vi alle skulle sige lidt om os selv, så vi rigtigt kunne lære hinanden at kende, kan man ikke lade være med at tænke; "Åhh nej, hvad har jeg dog rodet mig selv ud i.". Det skulle dog vise sig at være en rigtig god idé, og vi hørte her for første gang lidt om vores nye venner. På en mærkelig måde brød det isen, og da vi nåede til Terra-cotta krigerne, var snakken allerede godt igang. Chacha var en fantastisk guide, og man kunne mærke, at hun selv syntes det var super spændende hvad hun fortalte os. Vi må bare anerkende, at selvom vi ufatteligt mange gange har sparet guiden væk, er vi aldrig blevet skuffede, når vi har betalt lidt ekstra for at få en guide. 

Terra-cotta krigerne blev fundet af en kinesisk mand som gravede efter vand i 1974. Ligesiden har man gravet efter krigere, og repareret det man har fundet. I dag er der bygget store haller rundt om de steder krigerne befinder sig. 200 år før kristus var der en konge i Kina som ønskede at leve for evigt. Dengang troede man på, at når man døde ville man komme videre til en anden verden. I den nye verden, ville man have lige så meget status, som i den verden man kom fra. Dvs. kongen ville stadig være konge. Han besluttede sig for, at når han døde ville han have en stor hær af krigere med sig. De skulle hjælpe ham til mere magt i den nye verden. Derfor beordrede han 1000-vis af arbejdere, til at lave alle disse terra-cotta krigere. Krigerne er lavet af ler, fra et bjerg ikke langt fra stedet kongen er begravet. Hoved, arme og ben er massive, mens krigerne er hule i brystet. Én kriger vejr derfor lige omkring 200 kg. Man ved der er flere tusinde krigere. Indtil den dag idag har man formået at restaurere 2000 krigere, og man arbejder stadig hver dag på projektet. Man har fundet 4 forskellige slag krigere. En officer, en bueskytte, en heste-mand og en general. Hver eneste figur er forskellige. Det er nemlig sådan at der skulle én arbejder til at lave én kriger. Denne arbejder ville give krigeren sit eget ansigt. Ud fra krigernes sko, kan man se om han er gift eller ej, dette er også en afspejling af arbejderen, som lavede krigeren. Krigerne blev malet med flotte farver, men denne farve er forsvundet efter figurene er kommet i kontakt med ilt. Når en arbejder var færdig med en kriger, blev arbejderen henrettet. Kongen ville have sin hær skulle forblive en hemmelighed. Ingen måtte ødelægge hæren, og dermed og ødelægge hans chancer for at blive en meget magtfuld konge i det næste liv. Arbejderne kendte godt til deres skæbne, og arbejdede derfor meget detaljeret med kriger-figurene. Nogen arbejder har endda skrevet deres navn på deres kreation. De ville gerne huskes. 

Det var meget spændende at høre om, og ufatteligt fascinerende at figurene er over 2000 år gamle. Man har kun fundet én ubeskadiget kriger. Resten er alle ødelagt af jordskælv, men bliver som sagt sat sammen stykke efter stykke.        

Chacha tog os også med hen til Kongens gravplads, der er en kæmpestor høj. Man ved der er flere krigere inde i bjerget, men man har endnu ikke åbnet op for det. For det første venter man på, at der bliver opfundet en teknologi som kan bibeholde farven på krigerne. Lige så snart man åbner op til gravpladsen, vil farven forsvinde indenfor 30 minutter. For det andet har man gamle skriftruller, som beskriver hvordan højen er fuld af farlige fælder. Kineserne er simpelthen bange for at komme til skade. Det lyder lidt sjovt at man i 2011 er bange for nogle fælder, som blevet lavet 200 år før kristus. Men det er ikke desto mindre sandheden. Kenneth blev for et øjeblik til en professionel fotograf, da Chacha spurgte om han ikke kunne tage nogle billeder til hende.

Efter rundturen kom vi hen på en restaurant og fik mad. Dette gav god mulighed for, at vi kunne lære hinanden endnu bedre at kende. De tre norske drenge var meget sjove at betragte. De syntes tydeligvis at terra-cotta turen var død-kedelig! Alle tre drenge havde den samme jakke og samme sko på. Dog i forskellige farve. De lignede næsten rip, rap og rup når de kom gående. 

Vi tog bussen tilbage til hostellet, hvor vi ikke kom længere end til restauranten. Her sad vi sammen med Arch, Will, Adian, John, Matt og Hannah. 4 fra England og 2 fra USA. Chacha kom over for at få sine billeder fra Kenneths kamera. Hun var meget taknemmelig. Som tak, fik hele bordet en øl hver. De kinesiske øl er en del større end de danske øl. Dette åbnede ligesom ballet og det skulle vise sig at vores aftens ville fortsætte længe endnu. Der kom flere til, og vi hyggede os rigtigt meget. Flere øl blev købt, og vi besluttede at deles om aftensmad. Alle rundt om bordet købte noget fra menu-kortet, og så kunne man ellers bare spise hvad man havde lyst til. Inden længe blev nogle spillekort fundet frem, og vi lærte hinanden forskellige druk-spil fra vores eget land. Vi havde det utroligt sjovt, og alle vores nye venner var meget spændende mennesker. omk. kl. 23.30 gik vi videre til et andet hostel. Arch og Will havde aftalt med nogle andre, at de skulle mødes der. Det andet hostel var meget dyre end vores hostel. På vores hostel koster én mega-øl 6 yuan. På det andet hostel kostede én alm. størrelses øl 15 yuan. Det blev dog intet problem, vi blev på magisk vis rimeligt fulde, uden at betale en øre. Her mødte vi nemlig en anden dansker - Peter. Det er den første dansker vi har mødt i hele Kina. Han købte en øl til os, og da vi ville give den næste protesterede han. Han endte med at betale for os hele aftenen. Peter er jyde, men har boet i KBH de sidste 5 år. Han var i Kina på forretningsrejse for sit eget firma. Inden aftenen var omme havde han givet os sit kort, og tilbudt os job når vi selv skal rejse til København. Hans firma stå nemlig for studie jobs til unge, som godt kan lide at rejse. Vi havde det utroligt hyggeligt og snakken gik. Vi smuttede hjem omk. 4.15. Men det var kun fordi baren lukkede, og kineserne begyndte at gøre rent. Vi har fået e-mails på alle vores nye venner. Og der er efterhånden ikke det sted i verden vi kan rejse hen, uden vi kender en som kan give os husly. 

Vi lagde os i seng, og næste morgen vågnede vi så med lidt hovedpinde. Normalt fortryder man inderligt gårdsdagens bytur, når man vågner om med tømmermænd. Vi er dog begge enige om at igår var en fantastisk dag, og vi vil for intet i verden gå glip af det bare for lidt mindre hovedpinde.  

Med tog til Xian

Vi er nu kommet helskindet til Xian. Vi bor på et hostel ved navn: "Han Tang Inn Youth Hostel". Her koster det kun 35 yuan pr mand for et 6 personers dorm. Og så er der også privat toilet til os 6 på værelset. 

Togturen fra Chengdu var rigtig fin - kun omk. 16 timer lang. Denne gang fik vi selskab af to kinesere, som kunne meget lidt engelsk. De var super søde og bød os hele tiden på mad, når de selv spiste. En af deres venner kom ind i vores kupé og spillede kort med dem. De spillede om penge, og virkede til at have det forfærdeligt sjovt. Da vi havde børstet vores tænder, og fundet os til rette i hver vores seng, kiggede kineserne lidt forvirrede på os. Så sagde Line: "You just keep playing, it's okay". Så blev de meget glade. "Thank you, Thank you". Toget var noget af et rumletog, men vi faldt da i søvn. Efter nogle timer vågnede Line igen. De to kinesere var gået i seng, og den ene af dem var begyndt at snorke ufatteligt meget! Line kiggede ned på sengen under sig, hvor Kenneth lå. Han var også vågen. "Har du ikke de der ørepropper?". Ørepropperne tog det meste af kineserens snorken, men man kunne sagtens stadig høre det. Vi kunne simpelthen ikke forstå, hvordan kineseren selv kunne sove for sin snorken. Det er bare en af de oplevelser man må tage med, når man sover sammen med fremmede. 

Da vi vågnede næste morgen skinnede solen. Toget susede forbi de smukkeste bjerge, og der var sne udenfor! Vores kinesiske rum-boer var smuttet hen i en anden kupé for at spille kort igen. Line er blevet ufattelig god til at holde sig, når hun skal tisse. Man kan ikke sige meget godt om Kinas offentlige toiletter og ikke mindst tog-toiletter. Som Kenneth sagde: "Man får jo lyst til at gå i bad, efter man har været ude på det toilet!". Line var kun på toilettet én gang på den 16 timers tog-tur. Ud af 4 toiletter var der 1. alm. sidde-toilet - resten var stå toiletter. Som uerfaren stå-toilet-bruger, har man ikke lyst til at kaste sig ud i det, imens man er i et bumletog. På den anden side har man heller ikke lyst til at benytte det alm. sidde toilet, når der lige har været en kineser ude og brække sig i det. Ja, det er klamt! Og det bringer os tilbage til, hvorfor Line kun var på toilettet én gang :) 

Vi hoppede af toget i Xian, og gik imod bus-stationen. Vi har efterhånden vænnet os til, at vi bliver overbegloet, lige meget hvor vi går hen. I de andre asiatiske lande har Line specielt været meget spændende. Til Lines store glæde, virker det dog som om, kineserne er mindst ligeså interesseret i Kenneth. Vi tror det er Kenneths skæg som specielt facinerer kineserne. Der er ikke mange andre kinesere som har skæg. De fleste kinesiske kvinder opfatter skæg/ansigtsbehåring som ulækkert og uhygiejnisk. Så vi tør slet ikke vide, hvad de tænker, når Kenneth kommer marcherende..

Faktisk har vi fundet nogle kinesiske pigers svar på den perfekte kinesiske mand:

"Det er praktisk, hvis han er høj, for så er han let at finde. Men det er ikke et must. Tøjstilen skal være vestlig, og hvis han er rigtig cool, har han nok en tatovering eller to. Han SKAL have sort kort hår og være ikke-ryger og så må han slet, slet ikke have skæg!"

Man kan læse hele interviewet her: http://dk.radio86.com/livsstil-i-kina/pigernes-svar-paa-tiltale-saadan-er-man-cool-i-kina

Imorgen skal vi ud og se terra-cotta krigerne. Det glæder vi os rigtigt meget til! Efterfølgende regner vi med at tage toget til "Luoyang". Her finder man longmen-grotterne, som i 2000 blev en del af UNESCOs liste over verdensarven.

Chengdu - Wenshu Temple

Idag har vi brugt dagen i Chengdu. Vi startede med at gå hen imod Wenshu Temple, som er det største og mest velbevaret tempel i Chengdu. På vejen kom vi igennem et meget hyggeligt og spændende område kaldet: "Folk Cultural Experiencing Zone". Her var alle mulige små butikker og hyggelige gader. Selvom det virkede lidt som et sted for turister, var der kun kinesere. Vi fik en stor kop kakao på en lille sød cafe. Derefter kunne vi fortsætte vores jagt på templet. Hele templet var inde bag en stor rød mur, og det kostede 5 yuan pr. person at komme ind. Ved billet lugen sad en mand og tiggede. Da vi havde købt vores billetter vendte vi rundt og gik målrettet efter indgangen. Tiggeren rejste sig op og begyndte nærmest at jagte os. Han råbte efter os: "Hallo, give me my money!". Vi flygtede derfor ind bag den røde mur. Nogle af tiggerne er meget sølle, men man kan ikke give dem alle noget.

Der er en hel speciel stemning af ro og fred i et buddhistisk tempel. Mange af kineserne bad og tændte røgelsespinde. Vi gik over til damen som delte røgelsespinde ud, og vi fik hver et bundt. Damen forklarede med tegnsprog, at vi kun skulle tænde 3 af gangen. Vi kiggede lidt på de andre, og gjorde derefter det samme. Vi fandt ud af at de fleste også bad 3 bønner; en for et langt liv, en for et godt helbred og en for velstand. Templet var utroligt smukt, men der var desværre meget af det man ikke måtte fotografere. 

Da vi kom ud af templet gik vi atter igennem "Folk Cultural Experiencing Zone". Her købte vi 4 spyd med kød. Vi kunne ikke spørge hvad slags kød det var, da de ikke forstod noget engelsk. Det var først da vi var godt igang med det første spyd Kenneth sagde: "haha, det er sikkert hund!". Vi ved det stadig ikke, for vi kunne ikke smage det. Men det var ihvertfald ikke oksekød, kylling eller grisekød?!

Derefter gik vi mod byens centrum. Her står en stor statue af Mao, som er en af kinas tidligere store kommunistiske ledere. Mao statuen var rigtig stor, og den stod vendt imod Tianfu Square; det er en stor åben plads. Der var mange politimænd rundt omkring på pladsen, samt en gruppe marcherende soldater med politiskjold. Vi sad lidt på pladsen og betragtede omgivelserne. Herefter gik vi tilbage til vores hostel. 

Chengdu Reseach Base of Giant Panda breeding

Torsdag d. 3 marts 2011

Idag har vi været ude og se på pandaer. Turen fra hostellet var kort, da det kun tog en halv times tid. Vi ankom til centeret omkring 8:30, som skulle være det bedste tidspunkt at se de søde pandaer. Vi så først nogle af de voksne pandaer, men så også senere pandaunger. Pandaerne er rigtigt søde at iagttage. Og ved at kigge rundt, kunne man også se, at alle turister stod med et smil på læben. Parken havde ikke kun den sort-hvide panda, men også den lidt mindre røde panda. Da vi først havde kigget på pandaerne, gik vi ind for at se en film om dyrene. Der blev i dokumentaren fortalt alt omkring deres livscyklus, ligefra fødsel til død, ca 20 år efter. Vi så nogle pandaer som havde meget travlt med at spise bambus. De ser utroligt søde ud; de sidder midt på numsen og holder bambusbladene i den ene pote, imens de gnaver løs. Det ser på en måde lidt menneskerligt ud. Selvom der var skilte overalt som gjorde det klart, at man skulle være stille og ikke larme, er kineserne ret ligeglade. De snakker og råber hvis det passer dem. Der kan man tydeligt mærke forskel på en dansker og en kineser. Vores chauffør gik også rundt i parken og røg, selvom der udtrykkeligt stod på skiltene at rygning i parken var forbudt. Vi fandt dog hurtigt vores egen vej rundt i parken - vores chauffør var simpelthen for ulækker at gå bagved. En gang hvert 5. minut lavede han lige den klammeste grønhakker og spyttede midt på stien. 

Alt i alt var det en god oplevelse, og vi havde dejligt solskin :)

Som nogen af jer har opdaget, er det lagt billeder ud.

Lidt fakta om pandan:

• Kineserne betrager pandaen som en "national skat"
• Kineserne har kendt til pandaen i mange tusinde år, men det var først i 1916 den vestlige verden opdagede pandaen. En tysk zoolog ved navn Hugo Weigold tog en unge med hjem fra en ekspedition
• For 2000 år siden troede kineserne at pandaen kunne afværge onde ånder og naturkatastrofer .
• Idag er pandaen et symbol på fred og rigdom.
• 99 % af en pandas kost består af bambus. En panda kan spise ca. 14 kg bambus blade om dagen.
• Der findes 25 forskellige slags bambus planter som pandaen spiser.
• Når en pandaunge bliver født vejer den 1000 gange mindre end sin mor.
• Pandaungen er skaldet og blind ved fødsel. Først efter 6 uger kan ungen se. Der skal gå helt op til 3 måneder før ungen selv kan gå.
• Der er i øjeblikket kun omk. 1000 pandaer tilbage i det fri.
• April måned er pandaens måned.

Med fly fra Wuhan til Chengdu

d. 1 marts 2011

Vi er nu kommet helskindet til Chengdu. Flyveturen fra Wuhan begyndte lidt anderledes, end de andre flyveture vi har været på. Flyvetiden skulle have været 2 timer, men det skal så siges at der gik utroligt længe inden vi var i luften! Da vi kom om bord på flyveren, kom stewardesserne rundt med våde klude. Vi kunne tørre vores hænder og ansigt i den. Der efter kom der aftensmad. Vi anede egentligt ikke, at vi også havde betalt for et måltid mad. En lækker risret med kylling. En bolle og en banan. Hertil kunne vi vælge imellem diverse slags sodavand eller juice. stewardesserne kom endda rundt to gange med drikkevare. Da vi var færdige blev vores skrald indsamlet, og derefter kunne vi lette. Vi brugte altså utroligt lang tid i flyet på bare at spise. Det var ellers en dejlig varm flyvetur! Vi tog en shuttle bus og derefter en taxi for at komme hen til vores hostel; "Nova Travellers Lodge". Her betaler vi 90 yuan for et meget fint og lækkert dobbeltværelse. Det ville have kostet os nøjagtigt det samme, hvis vi ville have sovet på et 4 personers dorm-room. Men netop dette dobbeltværelse var billigt, da der ikke var noget vindue på badeværelset. Og det er vi sådan set fuldstændigt ligeglade med. Dorm-roomet har ikke engang et badeværelse. Her er en behagelig temperatur - og vi nyder det! Vi har begge fået et brændende varmt bad, så nu er vi fit for fight til i morgen, hvor vi vil planlægge den nærmere fremtid. 

p.s: der er ingen billeder til dette indlæg.

2 dags tur til Three Gorges Dam - anden udgave!

Vi prøver en gang mere.. Forhåbentlig virker indlægget denne gang. Alle billederne er endnu ikke kommet ind. 

1. dag:

Vi er ikke helt sikre på hvad vi har begivet os ud i. Kl. 7.30 i morges blev vi hentet af en kinesisk mand. Han kunne ikke et ord engelsk, men vi satte os dog alligevel ind i en taxi sammen med ham. Vi blev kørt hen til en bus, fuld af kinesere. Vi var de eneste uden sort hår, de eneste der kunne tale engelsk og de eneste der IKKE kunne tale kinesisk. Busturen til Yichang tog 5 timer, og vi var næsten som isterninger da vi ankom. Bussen var ikke varmet det mindste op, samtidig med at nogle af kineserne nød at have vinduerne åbne. Det er os en gåde hvordan kineserne kan holde varmen. Vi er efterhånden blevet klar over, at man ikke varmer op om vinteren. De værelser vi har sovet på indtil videre, har også været iskolde. Det er normalt at man har overtøj på indendørs. For eksempel er medarbejdernes uniform i supermarkederne en stod dynejakke. Så vi sad i bussen med absolut ALT vores tøj på. 3 trøjer, vinterjakke, bukser og legins under bukserne. Halstørklæde og hansker. De 5 timer var ren pinsel, og vi blev enige om, at vi til hver en tid ville vælge den 19 timers togtur fra Hong Kong til Shanghai frem for dette helvede. Da vi ankom stod der en mand og vinkede efter os ude foran bussen. Vi kunne forstå på ham, at han ville have, vi gik efter ham. Vi kiggede på hinanden; eftersom ingen kunne forklare os noget, kunne vi lige så godt tage chancen. Den nye mand snakkede heller ikke det mindste engelsk, men da vi blev ved med at stille spørgsmål, endte det med han stak os en telefon. I den anden ende var en pige, som kunne meget lidt engelsk. Det eneste vi forstod var at vi skulle spise med det samme, inden vi igen skulle afsted. Manden viste os hen til et hotel. Pigen i receptionen kunne selvfølgelig heller intet engelsk, og det var derfor lidt svært at forklare os, at hun ville have 100 yuan i depositum for værelset. Vi er blevet rigtigt gode til at bruge de gloser som er bag i Lonely Planet bogen. Man kan finde enkelte ord, som så står på kinesisk. Vi fandt ordet "båd", og viste hende det. Hun nikkede smilende. Så var det måske ikke helt forkert, det vi havde gang i. Vi fik et værelse - selvfølgelig iskoldt, men ud over det, et meget fint værelse. Da vi igen kom ned i receptionen, stod der endnu engang, en mand og vinkede til os. Endnu en ny mand som signalerede at vi skulle med ham. Vi kom ind i en bil, og fik stukket en kinesisk brochure i hånden. Der var et billede af en båd, og vi pegede på den. De nikkede; Xie Xie - det betyder ja på kinesisk. Inden for 5 timer nåede vi at komme med 5 forskellige kinesere som ikke kunne engelsk. At vi overhoved ikke har vist vores kvittering, synes vi er lidt sjovt. Men eftersom vi er de ENESTE ikke-kinesere her, så er vi ret nemme at spotte. De kinesere som helle tiden vinker af os, har vel bare fået afvide at de skal hente de to hvide mennesker.. Vi endte i en gruppe på 5 mand, og en af kineserne kunne meget lidt engelsk. Hun kunne for eksempel forklare os, at vi skulle kører med bil i 20 minutter. Vi kom ud på en lille gåtur, op af et bjerg og ind igennem en grotte; "Dragens grotte". Da vi blev kørt tilbage til hotellet pegede vi på de kinesiske tegn for "Three georges Dam", og guiden nikkede; Tomorrow! 

2. dag

Dagen startede kl. 8.00, da vi blev hentet på hotellet. Vi kørte ikke meget mere end et par 100 meter inden vi skulle ud igen. Vi fik stukket nogle billetter i hånden, til den bådtur vi skulle ud på. Vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle følge efter en lille pige med lyserød jakke. Hun var vores guide, og kunne faktisk en smule engelsk. Det var rigtigt lækkert, at vi kunne spørge om tidspunkter, nu hvor det hele kun blev forklaret på kinesisk. Da vi kom ombord på båden havde vi en ca. 30 km lang bådtur foran os. Vi skulle forbi en lille dæmning på vores vej, mod den store nye dæmning "Three Gorges Dam". For at komme igennem den lille dæmning skulle vi sluses op på den anden side. Det var rigtigt spændende, og vandet steg utroligt hurtigt, da først porten bag os var lukket. Båden var rigtigt hyggelig, og det så også ud som om kineserne hyggede sig. Der blev i hvert fald råbt og skreget, og taget en masse billeder. På bådturen spillede vi en omgang Canasta, og i en af runderne så det ud som om at kineserne blev interesseret. De stod i hvert fald bag Lines skuldre og kiggede med, imens hun satte hendes kort på plads. Da det var lige i starten af en runde kedede det dem hurtigt, og de fortsatte med, hvad de nu end havde gang i. 

Båden lagde til kaj et stykke tid, inden vi nåde den store dæmning. Her blev vi så puttet i busser og kørt hen til et tempel. Derefter skulle vi have middagsmad. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men det viste sig ikke at være så slemt. Vi sad sammen med 6 andre kinesere som var meget hjælpsomme. Da vi havde fået spisepinde i hånden, så de hurtigt, at det nok ikke gik. Der blev derfor sendt bud efter ekstra tallerkner, kniv og gaffel. På midten af bordet var en glasplade der kunne dreje, og alt maden blev sat her. Man kunne derfor nemt få fat, i hvad man nu kunne tænke sig. Efter kort tid ved maden var det åbentbart tid til at komme videre. Dem vi sad sammen med begyndte i hvert fald at trække ud, og vi fulgte trop. Bussen kørte os videre til udsigtspunkt, hvor vi kunne få et rigtigt godt udsyn over hele det enorme anlæg. Selve dæmningen var ikke noget specielt, men det var da nu alligevel cool at se den. The Three Gorges Dam er verdens bredeste dæmning, og den i verden der kan levere mest strøm. Det siges, at når den er helt færdig, og i drift, vil den kunne dække energibehovet for 3 % af kinas befolkning. Med lidt hovedregning svarer det til ca. 40 millioner mennersker. Dog var det nødvendigt at tvangsflytte over 1 million kinesere pga. det 1000 km2 store vand-reservoir den benytter. Efter den lange dag, var det derefter tilbage mod Yichang, og videre med 5 timers bus til Wuhan Pathfinder Youth Hostel. Busturen tilbage var dejlig varm! Det havde vi ellers overhoved ikke regnet med, så det var en dejlig overraskelse.