lørdag den 26. februar 2011

Fra Shanghai til Wuhan

Fredag og Lørdag d. 25-26 /02-2011
Vi er efterhånden ved at opdage hvor centreret Kina er om sig selv. Da vi var inde på Shanghai Science and Technology Museum kunne man stort set kun finde billeder af kinesere. Da de viste en film, hvor nogle indianere dansede rundt, var det selvfølgelig kinesiske indianere - og hele udstillingen om rum-rejser var fyldt med billeder af kinesiske astronauter. USA og Rusland var kun nævnt kort, på en planche i hjørnet af lokalet. Da de i nyhederne viste billeder fra jordskælvet i New Zealand, var det kun billeder af de kinesiske redningsfolk, som Kina har sendt der ned. Klip 1: Redningsfolk sætter sig ind i flyver, klip 2: Redningsfolk stiger ud af flyver, klip 3: redningsfolk kører med bus, klip 4: redningsfolk stiger ud af bus. Og sådan fortsatte det. Man skulle næsten tro de var ved at lave en dokumentar om de kinesiske redningsfolk. Og det så endda ud som om, de kun havde sendt 10 mand afsted.. Alle offentlige steder er der specielle rum, til kinesere som er i militæret. På togstationen er der et helt specielt venterum til dem som tjener landet. Ligeledes kan man komme gratis ind på Shanghai Science and Technology Museum, hvis man er i militæret, eller er pensioneret med ære fra en høj stilling osv.

Fredag morgen vågnede vi kl. 5.00. Vi fik hurtigt tjekket ud, og begav os imod metroen. Shanghai by er meget anderledes om natten. For eksempel var gaden vi boede i, omdannet til én stor skralde-gade. Man læsser åbentbart alt skraldet af et sted, og så bliver det ellers sorteret. Flere kvinder stod i skrald til knæene og håndfordelte skraldet i flere forskellige bunker. Samtidig var butikkerne ved at få nye vare, og en man kom gående med en halv gris hen over skulderen. Der er mange kinesere som går rundt og fejer gaderne om dagen, og vi ved nu, at de ikke holder fri om natten. Da vi kom ned til metroen, lå kinesere rundt omkring på papkasser og sov. De mennesker har et helt andet liv end os, og det er underligt at forestille sig, at de lever på den måde hver dag. Når vi rejser fra Shanghai vil kvinderne fortsat sorterer skrald om natten, og de hjemløse vil fortsat sove på papkasser nede i metroen. Det er mennesker som lever sådan et helt liv. 

Vi kom med et hurtigtog, det kørte omkring 250 km/t. Hele togbanen er helt ny, og derfor var alle togstationer vi stoppede i også splintrene nye. Nogen steder var rulletrapperne ikke engang færdig installeret. Den 6 timers tur var en smal sag, og ligepludselig var vi i Wuhan. Vi takker gud, for den lille folder vi havde taget omkring hostellet. Der stod nemlig hvor vi gerne ville hen på kinesisk. Der var nemlig ingen, der kunne tale engelsk. Da først taxi chaufføren forstod hvor vi ville hen, viste hun med hånden hvor meget vi skulle betale. Det er sådan at man her i Kina kan tælle til ti med én hånd. Det er en slags tegnsprog, som vi selvfølgelig ikke lige forstod. Det lignede mest af alt, et eller andet sejt håndtegn. Line havde godt nok snakket med sine kollegaer der hjemme om det, så hun forstod godt at damen prøvede at vise et tal. Efter noget tid troede vi at vi forstod at hun sagde "6". Vi havde læst os frem til at turen ville koste omk. 10 Yuan, så vi var godt tilfredse. Da vi havde kørt lidt stak damen 60 yuan op i hoved på Kenneth. Nååår, hun mente 60 og ikke 6. Det var jo alt for dyrt, men vi valgte at blive siddende og se hvad der ville ske. Turen var meget længere end forventet, og de 60 yuan var måske slet ikke en så urimelig pris. Alle de informationer vi troede var rigtige viste sig at være helt forkert, og den station vi var kommet ind til var så ny den ikke var på kortet. Nu sidder vi sikkert på YHA hostel. Vi bor igen på et 6 mands dorm room, det koster 35 yuan pr. mand. (ca. 31 kr.) 

Vi er løbet ind i et stort problem. Vores plan var at tage en bus fra Wuhan til Yichang. Herfra ville vi tage på en 4 dages bådtur ned af Yangzi Floden. Formålet med denne tur skulle blandt andet være at se verdens største dæmning; "The Three Gorges Dam". En meget venlig pige i receptionen har ringet lidt rundt, og har desværre måtte meddele os at der ikke sejler nogen både før om en måned. Hun sagde det var pga. "the spring festival", hvilket vi ikke helt forstår, fordi den skulle ellers være ovre. Vi fik hende til at ringe en ekstra gang, for at undersøge om der skulle være et andet firma som sejler turen nu. Det viste sig at kun et firma sejler, og det er en 5 stjernet båd, lavet til vestlinge som os selv. Men det er MEGET dyrt! Det var ikke helt sådan noget, vi havde forestillet os, så vi er lidt triste over at vores tur op af floden nok bliver aflyst nu. En togtur fra Wuhan til Chengdu tager på den forkerte side af 20 timer, så vi overvejer lige nu at tage et fly. Vi har fundet billetter til 400 kr pr mand, og så tager turen kun 2 timer. Vi har stadig mulighed for at se "The Three Gorges Dam", på en to-dags tur fra Wuhan. Så det er 5 timer i bus der hen, og 5 timer i bus tilbage. Det overvejer vi lidt, fordi vi vil jo gerne se den dæmning :) Lige nu er fremtiden lidt uvis, men vi skal nok lade jer vide, når vi finder ud af hvad der skal ske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar