søndag den 31. oktober 2010

Travl dag i Agra

Taj Mahal
Idag har været en lang dag. Vi havde en aftale med vores taxichaufør fra igår om, at han skulle komme og hente os kl. 6.00. Vi skulle kun betale det der svarer til 60 kr for taxi-kørsel rundt hele dagen. Først tog vi ud for at se Taj Mahal fra flodsiden med solopgangen - det var fantastisk smukt, men desværre en smule tåget. Derefter kørte vi hen til "baby Taj" som er bygget af Shah Jahan, den samme mand som byggede Taj Mahal. Der var fredfuldt og roligt at være, det var skønt! Desværre varede det ikke længe, efter 20 minutter kom en hel indisk skoleklasse ind også. De løb rundt og larmede og kiggede lige så meget på os som på den fantastiske arkitektur. Pludselig kom en af drengene hen til os og spurgte om han måtte få et billede sammen med Line. Vi sagde (selvom vi fortrød det senere) ja... HELE skoleklassen skulle nu have et billede sammen med Line - enkeltvis! Puha. Bagefter skulle de selvfølgelig også have et billede med Kenneth. Derefter smuttede vi så hurtigt vi kunne, fordi flere og flere kom til. Efter "baby Taj" fik vi morgenmad på et dejligt hotel - Maya, her kunne vi også have vores bagage resten af dagen.

Agra Fort
Vi kørte nu videre vil Agra Fort. Man ved ikke nøjagtig hvor gammel fortet er, men det er første gang nævnt i 1080. Inden for fortets mure skulle efter sigende være 15 forskellige paladser. Det var dog svært for os at få øje på dem - men smukt var det! Og minsandten om Line ikke skulle igennem det samme foto-helvede en gang til! Denne gang var det en kinesisk gruppe, som gerne ville have billeder af hende. Vi var i fortet i 2 timer, hvorefter vi igen mødtes med vores taxichaufør. taximanden tog os med hen på en tæppe fabrik, og det var virkelig spændende! Vi fik en guidet tur, og der blev fortalt om processen ligefra mønstret blev designet til tæppet var færdig. Det kostede intet, ejeren var bare super stolt over at vise os rundt. Et alm. tæppe tog omkring 4 måneder for 2 personer at lave. Hvis det var et silke-tæppe skulle der være 1600 knuder på  cm2. efter rundvisningen fik vi begge the og han prøvede at sælge os et tæppe, vi takkede pænt nej. Så kørte vi hastigt videre til en anden fabrik. Her lavede de marmor udsmykninger - som det også er lavet på Taj Mahal. Det er et helt fantastisk stykke håndværk, som man ikke kan være andet end facineret af. De viste os også hvordan marmor ser ud med forskelligt lys - morgensol, aftensol og måneskin. Herefter fik vi lidt mad og så kunne vi ENDELIG tage ind og se Taj Mahal.

Taj Mahal
Man skal tjekkes overalt på kroppen for at komme ind, og desværre fandt de en computer, et kamerastativ, noget tyggegummi og en flaske vand i vores taske - det måtte vi ikke tage med ind. Hvad skulle vi så gøre? Vi blev nød til at have tingene opbevaret i en lille meget skummel butik, og vi tog chancen. Da vi stod i kø for at komme ind, var det som det havde været hele dagen - alle kiggede på os, især Line. Så spurgte en lille Indisk pige hvad Line hed, og hun svarede selvfølgelig. Senere inde ved Taj Mahal kom den samme lille pige hen og spurgte efter Lines navn igen, og da der blev sagt "Line", udbrød 20 små Indiske pige ud i kor: "Liiinee". Det var så underligt. Taj Mahal var helt fantastisk, vi er begge enige om, at det med rette er en af verdens 7 vidundere. Tænkt engang at det har taget 20000 arbejdere 22 år at bygge det. Der var igen mange som ville have billeder af os (eller som bare tog nogen, når de gik forbi os), men vi havde besluttet os for at sige nej - vi var simpelthen bange for at starte en kædereaktion! Efter Taj Mahal tog vi ind i en smykkebutik. Her blev virkelig smurt tykt på, og Kenneth fik at vide flere gange, at han da måtte have gjort noget fantastisk i sit tidligere liv, siden han havde fået sådan en flot kæreste i dette? Og det blev ved.. uhh Line var så smuk at diamanter og smykker ikke kunne gøre hende smukkere. Det var næsten ikke til at holde ud :) Så sagde han at Line ligner meget en Indisk tennis spiller - Sania Merza. Vi er dog ikke helt enige. Turen tilbage til Delhi gik godt - selvfølgelig i et meget forsinket tog, men det gik.     

fredag den 29. oktober 2010

Togtur til Agra

Os i det dejlige tog. 

I dag gik turen så mod Agra med de togbilletter vi fik i hus i går. Toget kørte fra spor 3 ud af 16, men det var dog alligevel ikke så svært at finde. Hver enkelt tog har navne, og togvogne med numre. Vi skulle stå ved B1 på parronen hvor toget så stansede lige ud for. Alle tog er sjovt nok fuldt booket og alle har specielle pladser på deres billetter. Man kunne godt tro at her i Indien springer man bare på et tog og kører derud af, men næh nej. Der er skam styr på det. Togturen mod Agra var rigtig fin. Vi sad overfor en spansk mand, der var på forretningsrejse. Han skulle som turist lige forbi Taj Mahal inden han skulle med flyet tilbage til Spanien. Han fortalte os om steder i Delhi der var interessante, som vi nok tjekker ud når vi kommer tilbage fra Agra. På vores taxitur fra stationen til et hotel, kørte vi igen i et virvar af indere, køer, hunde osv. Det er helt normalt at køerne render rundt på gaden. vores taxichauffør skubbede faktisk til en ko, som fik en scooter til at vælte. I morgen tager vi på heldagstur med Autorickshaw hvor vi skal se det verdenskendte Taj Mahal. Turen starter kl. 6:00 da det er flottest i morgensolen.



torsdag den 28. oktober 2010

Organiseret kaos?

8 timer i en flyver kan ikke abefales, men hvis det skal være, så var der da et tæppe, en pude, tre retters aftensmad og morgenmad til alle. Efter de første 3 timer af flyveturen, stoppede et lille spædbarn endelig med at græde, det var skønt. Da vi landede i New Delhi, havde vi en hel lille plan - hæve penge, finde taxi, finde hostel. Vi hævede 10.000 Rupee hvilket svarer til ca. 1200 danske kroner. Derefter bestilte vi en taxi, hvor man betaler først i lufthaven og så får taxichaufføren pengene, når han kommer tilbage til lufthavnen. Det var heldigt at Kenneth tjekkede vores byttepenge efter, for det stemte ikke helt :) Det er i det heletaget godt at Kenneth er med, for han er hele tiden på vagt. Vi havde fundet et hotel i "Lonely planet" bogen, og der kørte chaufføren os hen. Det skal lige siges, at trafikken her er fuldstændig sindsyg! Biler, mennesker, cykler, hunde og katte over alt. Men der må dog, på en eller anden måde, være lidt orden i alt kaosset, for vi kørte da ikke ind i nogen. Hotel værelset var meget dyre, end "Lonely planet" havde oplyst, men vi tog det alligevel. Værelset er meget fint, og vi trængte virkelig til en lur. Vores plan var at tage til Agra i morgen, men da vi ville bestille togbilletter, kunne vi se, at der var fuldt booket helt ind til d. 4/11-10. Men så fandt vi ud af, at der er pladser sat til side til turister. Men det er altså ikke så nemt som at gå ned i en DSB-automat - desværre. Vi fik billetterne efter ca. en times venten, og den time brugte vi så på at snakke med et tysk backpacker par. Vi spiste på en kinesisk restaurant til aftensmad og det var meget lækkert. Vi glæder os begge til at komme videre i morgen, fordi her i Delhi er der bare for mange mennesker!

   

Store rejsedag!

Hamborg Hbt
Så kom dagen endelig hvor vi skulle afsted. Men man kan roligt kalde dagen for store rejsedag, da det er det eneste vi har lavet hele dagen intil videre. Vækkeuret ringede i varde 4:15 dansk tid, hvor vil skulle nå toget i Esbjerg kl. 5:30. Derefter gik turen over lunderskov, mod padborg, hvor vi skiftede tog. Vi var dog lige ved at blive lidt smånervøse da toget vi sad i fra lunderskov, blev forsinket pga. et godstog der skulle forbi. Men heldigvis ventede det næste tog på os. I det tyske tog tog vi os en lille lur, indtil en gammel tysk dame gerne ville sidde i vores kupé. Vi fik afprøvet vores skoletysk, og vi tror da nok at den ældre dame kunne lide os. Hun indhentede os nemlig senere på Hamborg station, og sagde noget i retningen af: "Sie sind sehr schöne..", hvorefter hun spurgte, om hun ikke skulle tage et billede af os. Vi tog s-bahn det sidste stykke ud til lufthavnen, hvor vi ventede en times tid. Vi lagde der mærke til især to personer, som gentagende gange var forbi den skraldespand, som var nær vores bænk. De gik begge rundt og lignede ganske almindelige rejsende, men efter en time på den samme bænk, kunne vi næsten deres rutte udenad! Deres poser blev da også fyldt mere og mere op med pant-flasker... Klokken 14.30 fløj vi mod Heathrow, hvor vi sidder nu. Foran os har vi en 8 timer lang flyvetur til New Delhi! Efter planen lander vi i Indien kl 10:20 lokal tid, hvorefter vi tager jagten op på et godt hostel ;)

mandag den 25. oktober 2010

Regnvejr eller solbad?



Regnvejr på Fanø når det er bedst!

Det danske efterårsvejr er ikke noget af det vi kommer til at savne, nu hvor vi pakker vores ting og flyver syd på. Faktisk kan vi slet ikke vente til den varme som venter os i Asien og Australien. Vores rejseblog er allerede nu gjort klar til varmen. Vi besluttede at skrifte det gamle, mørke design ud med noget, som afspejler lidt bedre, hvad vi har i vente. Så når det danske vejr bliver lidt for trist, kan man jo altid gå ind på vores blog og få varmen ;)

onsdag den 20. oktober 2010

Pakke, pakke, pakke..

Med kun en uge til afrejse, er det en god ide at begynde at pakke. Men hvad skal man have med på sådan en tur? Der er stor chance for, at det man tager med viser sig at være overflødigt, samtidig med at man på turen bliver nød til at købe nye ting. Men vi har dog forhørt os hos venner og familie, som selv har været ude på en lignende tur. Så må vi håbe at vi har fået det mest nødvendige med. Herunder kan i se det vi har valgt at tage med. :)

tirsdag den 12. oktober 2010

Rejseruten

Så har vi fået lavet et kort, som viser hvordan vi forventer vores rejse kommer til at foregå. Turen som den ser ud på kortet, kan sagtens ændre sig under vejs, men dette er dog vores plan lige i øjeblikket. Vi glæder os super meget til at komme afsted, og håber at vi har alle forberedelserne i orden. Vores visum til Indien, samt vores pas skulle gerne være tilbage på mandag. Så nu kan vi forhåbentligt koncentrere os om pakning samt  de forskellige bestillinger vi skal have lavet.



Vis Rejsen gennem Asien og Australien på et større kort

onsdag den 6. oktober 2010

Rejseklar?

Første punkt på huskelisten: PAS
Tiden går og går og lige pludselig kommer dagen hvor vi skal afsted, og er vi så klar? I planlægningen af sådan en tur kan der sagtens dukke uventede problemer op. Som planen ser ud lige nu ender vi vores tur i Kina, og når man skal rejse ind i Kina skal ens pas være gyldigt i mindst 6 måneder efter udrejse - første problem. Line måtte flotte sig og bruge 600 kr. på et nyt pas, så kineserne vil blive tilfredse. Umiddelbart efter, vi havde været nede på borgerservice, meldte næste problem sig - visum til Indien. Vi skal sende vores pas over til København for at få et visum og det kan være lidt svært når man ikke har noget pas? Så vi kørte endnu engang ned på borgerservice for at høre om vores muligheder for at få et nyt pas lidt hurtigere end de 14 dage det normalt tager. Vi kunne heldigvis få det på haste-ordre og passet skulle gerne være klar på fredag. Så nu håber vi bare at alt ordner sig, for vi har købt vore flybiletter til Indien - selvom det måske havde været smart at få styr på visum først. Vi rejser fra Esbjerg station til Hamborg lufthavn d. 27 oktober, hvor vi efterfølgende skal på en flyvetur på 17 timer, dog inklusiv et ophold i Heathrow lufthavn på 6 timer.

Vi har fået udarbejdet en grov rejseplan, som selvfølgelig kun er til for ikke at blive overholdt... :)

d. 27 oktober afrejse til Indien
d. 3 november afrejse til Nepal
d. 10 november afrejse til Vietnam
d. 24 november afrejse til Thailand (dykkercertifikat ca. den 1. december)
d. 13 december afrejse til Australien (Leje af Chubbyvan fra 13 til 5 januar)
d. 15. januar afrejse til New Zealand
d. 5 februar afrejse til Fiji
d. 12 februar afrejse til Indonesien (Bali)
d. 19 februar afrejse til Malaysia
d. 5 marts afrejse til Filippinerne
d. 19 marts afrejse til Kina
d. 19 april afrejse hjem til Danmark