Tømmermænd vi ikke fortryder

Tirsdag d. 8 marts 2011

Da vi vågnede her til morgen, var det med en forfærdelig hovedpine. Vi kiggede os lidt desorienteret rundt, inden gårsdagens begivenheder langsomt dukkede frem på hornhinden. Igår havde været en lang dag, og nu var det tid, til at betale for alt det sjov vi havde haft. Men vi må vist hellere starte fra begyndelsen.

Kl. 8.45 gik vi, sammen med en gruppe fra vores hostel, hen imod en bus, som tog os ud til Terra-cotta krigerne. I bussen var der 3 nordmænd, 2 svenske piger, 2 australske piger, et amerikansk par, en fra slovakiet og 5 britter. Vores guide; Chacha, var en frisk sød kinesisk pige. Lige fra starten var hun fast besluttet på at gøre denne terra-cotta-tur uforglemmelig. Hun presenterede sig selv; "My name is Chacha, but you can call med Lady Chacha". Derefter gik en mikrofon rundt i hele bussen. I det øjeblik hun sagde, at vi alle skulle sige lidt om os selv, så vi rigtigt kunne lære hinanden at kende, kan man ikke lade være med at tænke; "Åhh nej, hvad har jeg dog rodet mig selv ud i.". Det skulle dog vise sig at være en rigtig god idé, og vi hørte her for første gang lidt om vores nye venner. På en mærkelig måde brød det isen, og da vi nåede til Terra-cotta krigerne, var snakken allerede godt igang. Chacha var en fantastisk guide, og man kunne mærke, at hun selv syntes det var super spændende hvad hun fortalte os. Vi må bare anerkende, at selvom vi ufatteligt mange gange har sparet guiden væk, er vi aldrig blevet skuffede, når vi har betalt lidt ekstra for at få en guide. 

Terra-cotta krigerne blev fundet af en kinesisk mand som gravede efter vand i 1974. Ligesiden har man gravet efter krigere, og repareret det man har fundet. I dag er der bygget store haller rundt om de steder krigerne befinder sig. 200 år før kristus var der en konge i Kina som ønskede at leve for evigt. Dengang troede man på, at når man døde ville man komme videre til en anden verden. I den nye verden, ville man have lige så meget status, som i den verden man kom fra. Dvs. kongen ville stadig være konge. Han besluttede sig for, at når han døde ville han have en stor hær af krigere med sig. De skulle hjælpe ham til mere magt i den nye verden. Derfor beordrede han 1000-vis af arbejdere, til at lave alle disse terra-cotta krigere. Krigerne er lavet af ler, fra et bjerg ikke langt fra stedet kongen er begravet. Hoved, arme og ben er massive, mens krigerne er hule i brystet. Én kriger vejr derfor lige omkring 200 kg. Man ved der er flere tusinde krigere. Indtil den dag idag har man formået at restaurere 2000 krigere, og man arbejder stadig hver dag på projektet. Man har fundet 4 forskellige slag krigere. En officer, en bueskytte, en heste-mand og en general. Hver eneste figur er forskellige. Det er nemlig sådan at der skulle én arbejder til at lave én kriger. Denne arbejder ville give krigeren sit eget ansigt. Ud fra krigernes sko, kan man se om han er gift eller ej, dette er også en afspejling af arbejderen, som lavede krigeren. Krigerne blev malet med flotte farver, men denne farve er forsvundet efter figurene er kommet i kontakt med ilt. Når en arbejder var færdig med en kriger, blev arbejderen henrettet. Kongen ville have sin hær skulle forblive en hemmelighed. Ingen måtte ødelægge hæren, og dermed og ødelægge hans chancer for at blive en meget magtfuld konge i det næste liv. Arbejderne kendte godt til deres skæbne, og arbejdede derfor meget detaljeret med kriger-figurene. Nogen arbejder har endda skrevet deres navn på deres kreation. De ville gerne huskes. 

Det var meget spændende at høre om, og ufatteligt fascinerende at figurene er over 2000 år gamle. Man har kun fundet én ubeskadiget kriger. Resten er alle ødelagt af jordskælv, men bliver som sagt sat sammen stykke efter stykke.        

Chacha tog os også med hen til Kongens gravplads, der er en kæmpestor høj. Man ved der er flere krigere inde i bjerget, men man har endnu ikke åbnet op for det. For det første venter man på, at der bliver opfundet en teknologi som kan bibeholde farven på krigerne. Lige så snart man åbner op til gravpladsen, vil farven forsvinde indenfor 30 minutter. For det andet har man gamle skriftruller, som beskriver hvordan højen er fuld af farlige fælder. Kineserne er simpelthen bange for at komme til skade. Det lyder lidt sjovt at man i 2011 er bange for nogle fælder, som blevet lavet 200 år før kristus. Men det er ikke desto mindre sandheden. Kenneth blev for et øjeblik til en professionel fotograf, da Chacha spurgte om han ikke kunne tage nogle billeder til hende.

Efter rundturen kom vi hen på en restaurant og fik mad. Dette gav god mulighed for, at vi kunne lære hinanden endnu bedre at kende. De tre norske drenge var meget sjove at betragte. De syntes tydeligvis at terra-cotta turen var død-kedelig! Alle tre drenge havde den samme jakke og samme sko på. Dog i forskellige farve. De lignede næsten rip, rap og rup når de kom gående. 

Vi tog bussen tilbage til hostellet, hvor vi ikke kom længere end til restauranten. Her sad vi sammen med Arch, Will, Adian, John, Matt og Hannah. 4 fra England og 2 fra USA. Chacha kom over for at få sine billeder fra Kenneths kamera. Hun var meget taknemmelig. Som tak, fik hele bordet en øl hver. De kinesiske øl er en del større end de danske øl. Dette åbnede ligesom ballet og det skulle vise sig at vores aftens ville fortsætte længe endnu. Der kom flere til, og vi hyggede os rigtigt meget. Flere øl blev købt, og vi besluttede at deles om aftensmad. Alle rundt om bordet købte noget fra menu-kortet, og så kunne man ellers bare spise hvad man havde lyst til. Inden længe blev nogle spillekort fundet frem, og vi lærte hinanden forskellige druk-spil fra vores eget land. Vi havde det utroligt sjovt, og alle vores nye venner var meget spændende mennesker. omk. kl. 23.30 gik vi videre til et andet hostel. Arch og Will havde aftalt med nogle andre, at de skulle mødes der. Det andet hostel var meget dyre end vores hostel. På vores hostel koster én mega-øl 6 yuan. På det andet hostel kostede én alm. størrelses øl 15 yuan. Det blev dog intet problem, vi blev på magisk vis rimeligt fulde, uden at betale en øre. Her mødte vi nemlig en anden dansker - Peter. Det er den første dansker vi har mødt i hele Kina. Han købte en øl til os, og da vi ville give den næste protesterede han. Han endte med at betale for os hele aftenen. Peter er jyde, men har boet i KBH de sidste 5 år. Han var i Kina på forretningsrejse for sit eget firma. Inden aftenen var omme havde han givet os sit kort, og tilbudt os job når vi selv skal rejse til København. Hans firma stå nemlig for studie jobs til unge, som godt kan lide at rejse. Vi havde det utroligt hyggeligt og snakken gik. Vi smuttede hjem omk. 4.15. Men det var kun fordi baren lukkede, og kineserne begyndte at gøre rent. Vi har fået e-mails på alle vores nye venner. Og der er efterhånden ikke det sted i verden vi kan rejse hen, uden vi kender en som kan give os husly. 

Vi lagde os i seng, og næste morgen vågnede vi så med lidt hovedpinde. Normalt fortryder man inderligt gårdsdagens bytur, når man vågner om med tømmermænd. Vi er dog begge enige om at igår var en fantastisk dag, og vi vil for intet i verden gå glip af det bare for lidt mindre hovedpinde.