fredag den 4. marts 2011

Chengdu - Wenshu Temple

Idag har vi brugt dagen i Chengdu. Vi startede med at gå hen imod Wenshu Temple, som er det største og mest velbevaret tempel i Chengdu. På vejen kom vi igennem et meget hyggeligt og spændende område kaldet: "Folk Cultural Experiencing Zone". Her var alle mulige små butikker og hyggelige gader. Selvom det virkede lidt som et sted for turister, var der kun kinesere. Vi fik en stor kop kakao på en lille sød cafe. Derefter kunne vi fortsætte vores jagt på templet. Hele templet var inde bag en stor rød mur, og det kostede 5 yuan pr. person at komme ind. Ved billet lugen sad en mand og tiggede. Da vi havde købt vores billetter vendte vi rundt og gik målrettet efter indgangen. Tiggeren rejste sig op og begyndte nærmest at jagte os. Han råbte efter os: "Hallo, give me my money!". Vi flygtede derfor ind bag den røde mur. Nogle af tiggerne er meget sølle, men man kan ikke give dem alle noget.
Der er en hel speciel stemning af ro og fred i et buddhistisk tempel. Mange af kineserne bad og tændte røgelsespinde. Vi gik over til damen som delte røgelsespinde ud, og vi fik hver et bundt. Damen forklarede med tegnsprog, at vi kun skulle tænde 3 af gangen. Vi kiggede lidt på de andre, og gjorde derefter det samme. Vi fandt ud af at de fleste også bad 3 bønner; en for et langt liv, en for et godt helbred og en for velstand. Templet var utroligt smukt, men der var desværre meget af det man ikke måtte fotografere. 
Da vi kom ud af templet gik vi atter igennem "Folk Cultural Experiencing Zone". Her købte vi 4 spyd med kød. Vi kunne ikke spørge hvad slags kød det var, da de ikke forstod noget engelsk. Det var først da vi var godt igang med det første spyd Kenneth sagde: "haha, det er sikkert hund!". Vi ved det stadig ikke, for vi kunne ikke smage det. Men det var ihvertfald ikke oksekød, kylling eller grisekød?!

Derefter gik vi mod byens centrum. Her står en stor statue af Mao, som er en af kinas tidligere store kommunistiske ledere. Mao statuen var rigtig stor, og den stod vendt imod Tianfu Square; det er en stor åben plads. Der var mange politimænd rundt omkring på pladsen, samt en gruppe marcherende soldater med politiskjold. Vi sad lidt på pladsen og betragtede omgivelserne. Herefter gik vi tilbage til vores hostel. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar