Fredag d. 11. marts 2011
I aften skal vi med toget imod Beijing. Vi har efterhånden været mange gange med tog, og er derfor blevet ret rutinerede. Kineserne har altid en KÆMPE madpakke bestående af forskellige slags nudler, slik og kager med. Så denne gang har vi også udrustet os med en sådan pose fuld af mad. Det er ret normal, at man byder sine medrejsende på noget af sin mad, når man rejser i tog. Måske skal vi prøve det i aften? Vi er blevet glade for en bestemt slags nudler, som vi også har købt med til togturen. Det er nemlig sådan her i Kina - der er ikke toiletpapir nogen steder! Det SKAL man selv medbringe.. Til gengæld kan du få fat i kogende vand over alt! En elkedel med kogende vand er standard udstyr i togene, og derfor kan man nemt få lækker varm nuddel-madpakke til morgenmad, middagsmad eller aftensmad (Hvilket mange kinesere så også gør - 3 gange om dagen!).
Selvom vi skal med tog senere idag, var vi fast besluttet på at få set lidt mere af Luoyang by. Vi tog med bus nr. 5 (1 yuan pr. mand), og 20 minutter efter var vi ved den gamle bydel. Det er den slags eventyr, som vi har været ude på idag, man husker. Ingen af vejene på kortet stemte overens med de veje vi kunne se, så vi valgte bare at gå. Pludselig så vi en lille hyggelig gade, hvor kinesere sad rundt omkring på jorden og solgte skrammel. Lidt længere nede af gaden fik vi øje på nogle skildpadder. Det er ikke unormalt at finde levende skildpadder i supermarkederne. De står for det meste ved siden af de levende frøer og fisk. Disse Skildpadder var dog ikke beregnet som mad. Det var tydeligt at disse skildpadder var ment som kæledyr. Vi gik lidt længere ned af gaden, og fandt ud af, at det nok var her man skulle gå hen, hvis man gerne ville have sig et kæledyr. Fisk og akvarier i alle afskygninger, hunde, fugle, kaniner, hamstre, mus osv. Det mindede mest af alt om et kæmpe dyreskue. Kaninerne var presset sammen i små bure, imens de mange hundehvalpe hoppede rundt uden snor på.
Vi drejede rundt om et hjørne, og så var vi i "Tøj-gaden". Her kunne købes alt indenfor tøj. Langsomt bevægede vi os ind i noget, som kunne minde om den gamle bydel. De gamle kinesiske huse kom til syne, og en aura af ro og fred lagde sig over gaderne. Kineserne kiggede meget efter os, og især de små piger vil meget gerne sige "Hallo" til os. Man kan simpelthen se på lang afstand, hvordan de mange piger diskuterer, hvem der tør sige noget, når de går forbi os. En lidt ældre pige sad i vejkanten ved et hus - da Line fik øjenkontakt med hende, sagde hun "Hallo". Line svarede tilbage; "Hallo". Pigen rejste sig op og spurgte på meget fint engelsk "Where are you from?". Vi fortalt, at vi var fra et meget lille land ved navn Danmark. Hun tænkte sig lidt om; jo hun havde vist læst en bog om Danmark engang. Der skulle være mere smukt i Danmark, svarede hun tilbage. Pigen var ikke anmassende på nogen måde, hun ville bare gerne snakke engelsk med os. Hun var meget interesseret i at høre om det danske skolesystem, og om hvor lang tid vi lærte engelsk i skolen. Efter 5 minutter sagde hun "I was very happy to talk with you", hvorefter hun forsvandt tilbage til sin lille stol. Vi fortsatte længere ned af den lidt øde gade. Pludselig kunne vi høre sirener, og en ambulance stoppede midt på vejen. Det viste sig at en kinesisk piger var kørt galt på scooter. Alle kineserne i hele området havde deres opmærksomhed rettet imod ulykken. Det var nu sjovt nok for en gang skyld, at være det 2. mest spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar