Onsdag aften satte vi kursen imod Blue Mountain som ligger 65 km. vest for Sydney. VI havde nemlig udset os en resteplads midt i Blue Mountain, som vi ville overnatte på. Når vi ikke overnatter på campingpladser, er den helt store tryllekunst at finde et roligt sted med offentlige toiletter. Denne resteplads synes næsten at fungere som campingplads. Da vi ankom var der både campingvågne og campere. Nogle havde sågar slåeet telt op. Det var et fint sted at overnatte, hvis det ikke lige var fordi de offentlige toiletter var låst af. Øv - med et blev skovskiderstillingen vores eneste alternativ. (Og det er ikke nemt på en fyldt resteplad lige ved siden af en motorvej.) Vi vælger dog at tro vi ikke var de eneste som var en tur ude i krattet.
Næste morgen vågnede vi op til endnu en skøn dag. Vejret har været strålene lige siden vi kom til Sydney. Perfekt vejr til Blue Mountains. Vi startede med at køre hen til "Wentworth Falls". Her oplevede vi en fantastisk udsigt ud over bjergene. Dampen fra eukalyptutræernes blade giver bjerget et blåt skær, derfor navnet. Man kunne gå mange forskellige ture, alle af forskllige længde og sværhedsgrad. Man skal dog fortælle nogen, hvis man begiver sig ud på en tur, der tager over en time. Turister er nemlig før faret vild i den endnorme nationalpark som Blue Mountain udgøre. Vi havde udset os en tur som efter sigende skulle tage 1,5 time. Efter ca. 3 min nåede vi til det første udsigtspunkt. Her stødte vi ind i en stor engelsk gruppe, som havde en guide med. Det endte selvfølgelig med at de skulle samme vej som os, og vi blev nød til at gå i snegletempo bagved dem. Vi forsøgte flere gange at overhale, men stien var så smal at det ikke kunne lade sig gøre. Her tager historien dog en drejning, fordi ca. 10 minutter efter stod vi på en stor sten og råbte ned til englænderne at de roligt kunne komme denne vej. Deres guide var en ældre danme, som værken kunne følge med eller finde vej. Så efterhånden som stien blev mindre og mindre, blev englænderne mere og mere urolige. Det endte med at alle stod ved en blindgyde, og anede ikke hvilken vej de skulle gå. Vi gik op forrest, og så blev tempoet sat lidt i vejret. Vi var helt sikkert ikke på en sti længere, men vi kravlede op igennem træer og stejle skråninger, til vi til sidst kom i nærheden af en sti igen. Det var så her vi råbte ned til englænderne, at de roligt kunne komme den samme vej. Lykkelige over at vi ikke var faret vild gik vi videre. Ned af trapper og op af trapper. Vi kom også ned til selve vandfaldet, som var meget smukt.
Da de mange busser med turister fra Sydney ankom, kunne vi glædeligt sætte os ind i bilen. Vi kan takke Lonely Planet for at råde os til at tage der ud tidligt. Store natur oplevelser som denne, er bare bedre hvis der ikke er et væld af turister.
Efterfølgende tog vi hen til Ekkopoint, hvor man kan se de tre søstre. En gammel historie fortæller om hvordan tre søstre engang blev forvandlet til sten, og de står der altså endnu. Tre klipper ved siden af hinanden - ikke specielt facinerende, men nu har vi da set det :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar